x
Sebastian Gille: Anthem

Sebastian Gille
Anthem

Sebastian Gille: Anthem

GAFFA

Album / Pirouet Records
Udgivelse D. 02.01.2013
Anmeldt af
Ivan Rod

Sebastian Gille er en tysk jazzsaxofonist, som allerede – trods sine blot 29 år – har slået sit navn fast i sit vidtstrakte hjemland. Måske han – med dette, det første album i eget navn – også slår sit navn fast i udlandet! Anthem har i hvert fald kvaliteterne til at sikre ham et internationalt gennembrud.

Anthem er et åbent, søgende og dog stringent jazzalbum, hvorpå tyskeren og hans kvartet præsenterer moderne jazzmusik af meget høj teknisk og kunstnerisk kvalitet. Anthem rummer otte numre, som alle afspejler kapelmesterens dobbelttydige hang til nostalgi og opdagelsestrang. Anthem er i den forstand som en opdagelsesrejse udi et ukendt land, der topografisk minder om noget, man har set (og hørt) før, men ikke desto mindre er nyt.

Man fornemmer, at Sebastian Gille er inspireret af flere af sine læremestre fra Hamburgs konservatorium – lærere som Phil Woods og Branford Marsalis. Og man fornemmer, at han har fået erfaring med sig fra sit samspil med navne som Bob Brookmeyer, Maria Schneider og Wolfgang Haffner – for blot at nævne nogle få. Men man fornemmer også ganske klart, at Sebastian Gille er sin egen, en stjerne in spe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA