Mads Björn og Dad Rocks! og CS Nielsen: Musik Aarhus Festival, Train, Aarhus

Mads Björn og Dad Rocks! og CS Nielsen, Musik Aarhus Festival, Train, Aarhus

Mads Björn og Dad Rocks! og CS Nielsen: Musik Aarhus Festival, Train, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Torsdag aften skulle det fremragende tiltag Musik Aarhus Festival – gratis koncerter på de aarhusianske spillesteder Train, VoxHall, Atlas og Radar i perioden 10.-19. januar – spilles i gang, og det blev den på et ikke engang halvt fyldt Train. Der var ellers gratis entré, hvilket var både positivt og negativt. Mere om det senere. Aftenen var delt op i tre koncerter, og tre vidt forskellige kunstnere. Det blev på ingen måde nogen sindsoprivende oplevelse. Ja, det meste var nok egentlig mest til glemmebogen.

Mads Björn ***
Første koncert var poppedrengen Mads Björn og hans kumpaner, der gav os en godkendt åbning på aftenen med en stemningsfuld affære, der dog blev mere kedelig end kanon, som tiden gik. Der manglede simpelthen en eller anden form for energi. Noget vilje. Især fra forsanger Björn, der var klædt som en revisor eller noget i den der meget lidt musikagtige stil. Tillukket, og han virkede ikke som om, han var helt på dupperne. Det samme med bandet – ja, undtagen trommeslager, Kristian Pedersen. Han havde nemlig sved på panden.

Musikken fejlede bestemt ikke noget, men kontakten til os som publikum var minimal. Mads Björn er i besiddelse af en fornem stemme, og han sang sig flot igennem den halve time. Bandet skinnede allermest i de lidt mere stille indslag, hvor der var tid til lidt fordybelse. Ellers kørte musikken stort set i de samme beats, og det lidt kedeligt at høre på. Vi fik fine udgaver af "Gold" og ikke mindst en gennemført "White Trees" til at slutte af på. Sidstnævnte var klart højdepunktet. Her slap Mads Björn sin elektriske guitar og spankulerede i stedet over til tangenterne, hvor han virkelig lagde følelser i. Langtfra nok til at redde koncerten fra stadiet middelmådig, men en værdig måde at slutte på.

Dad Rocks! ***
Noget af det første jeg bemærkede ved forsanger Snævar Njáll Albertsson var hans formidable fingerspil på den akustiske guitar, og efter de tre kvarter koncerten varede, havde jeg så fået nok af de samme rundgange. Rundt og rundt og rundt. Han åbnede koncerten med "Downaging" – et fuldstændig ligegyldigt indslag alene på scenen, hvorefter det store band på kom ind. Blandt andet to trompetister og en violinist. Det lød også fedt, da bandet fik spillet sig varme, men som tilfældet var med Mads Björn først på aftenen, så blev det igen et problem med den manglende variation.

Dad Rocks! blev på intet tidspunkt farlige, og Albertssons jokes og kommentarer faldt til jorden med et brag, hver gang han prøvede at sige noget, der skulle være sjovt.  En af bandets styrker er de fine harmonier, der præger sangene, men igen. Det bliver bare så monotont, og trompeterne pynter da, men det er jo ikke noget big band. Nu skal det heller ikke lyde værre, end det var, og "Battle Hymn of the Fox Father" fremstod mere selvstændig end mange af koncertens andre indslag, men det var også det, der var at komme efter. En storm i et glas vand. Simpelthen.

CS Nielsen **** (billedet, arkivfoto)
Sidst på aftenen kom så manden, der hævede standarden for den ellers ret tamme aften. På dette tidspunkt var en del af publikum desværre gået, og det må være en gåde hvorfor. Man siger jo, at det bedste altid kommer til sidst, og det var sørme også rigtigt i dette tilfælde. CS Nielsen underholdt alene på scenen i omkring 40 minutter. Han skulle oprindelig have haft makkeren Michael Lund med, men han var desværre blevet syg. CS Nielsen klarede opgaven flot og viste sine evner på den akustiske guitar, og ikke mindst gav han os et par eksempler på sin ærkejyske humor.

Med et var scenen blevet forvandlet fra Aarhus til en eller anden prærie, hvor Nielsen stod og dele ud af sin sangskat. Det viste sig, at CS Nielsen også havde været ramt af sygdom, og hans stemme led, når han talte til publikum. Absolut ikke når han sang. De 40 minutter blev en blanding af bragende blues og country, og det slap han godt fra. Nielsen har udgivet to album. Det seneste kom sidste år, hvorfra vi fik en flot "Border Blues", og "Man Of The Fall" fra selvsamme album fungerede også upåklageligt. CS Nielsen formåede faktisk med sin guitar og mundharpe at skabe mere variation end de to andre bands, der optrådte før ham. En blanding af Grundtvig og Kris Kristofferson med fine sange og gode fortællinger. Ham tager jeg gerne min cowboyhat af for.

PS. Det negative ved de gratis arrangementer er at mange kommer for blot at få en aften i byen og ikke har en interesse i musikken. Dermed kan de ikke holde snakketøjet i ro, når musikken spiller. Dette var også tilfældet på Train, hvor CS Nielsens akustiske optræden i nogle dele blev smadret af et uopdragent publikum. En åbningsaften, der ikke lettede. Det blev kun til lette hop på stedet, og det takket være CS Nielsen. Ellers var vi blevet stående.

Læs mere om Musik Aarhus Festival på festivalens hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA