x
Blur: Parklive (Live In Hyde Park)

Blur
Parklive (Live In Hyde Park)

Blur: Parklive (Live In Hyde Park)

GAFFA

DVD / EMI Music
Udgivelse D. 03.12.2012
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Sideløbende med den store afslutningsceremoni på de Olympiske Lege i London troppede det gendannede Blur trofast op for at give de mange fremmødte i Hyde Park en velvalgt rundgang i britpoppens finest bagkatalog. Da Blurs livemæssige genopstandelse allerede er fornemt dokumenteret på livealbummet All the People: Blur Live at Hyde Park fra 2009 og dvd'en No Distance Left To Run året efter, kan det måske synes som overkill med endnu en liveudgivelse fra dem og endda fra samme location, men penge skal tjenes, hvor penge kan.

Musikalsk er det således også mere fra samme skuffe, med den evigt drengede Damon Albarn oksende derudad, hvilket helt klart bidrager til stemningen og energien, men ikke just klæder hans ellers så særegne og charmerende vokal. Graham Coxon spiller ikke overraskende fremragende og er uden sammenligning bandets musikalske force, modsat Dave Rowntree, der lægger en slatten bund sammen med Alex James, der har travlt med at kokettere rundt og svinge med pandehåret. Mest interessant er Blur her, når de kaster kræfterne over bagkatalogets sidste halvdel, for her kan de udfolde musikaliteten og ikke blot agere nostalgisk jukebox.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA