x
Gino Vannelli med trio: Galaksen, Værløse

Gino Vannelli med trio, Galaksen, Værløse

Gino Vannelli med trio: Galaksen, Værløse

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Der findes en hel del stjerner der live, år efter år, ikke tør ændre et nanosekund ved deres hits live. Måske udvikler deres albums sig én anelse, men hits'ene rører de aldrig ved. I den absolut modsatte grøft er Gino Vannelli. I mange år har han omarrangeret sine numre nærmest til uigenkendelighed til sine shows. Og overraskende versioner af nyt og gammelt fyldte også denne aften på Galaksen, ofte blev sangene både strakt ud og virkede endnu bedre end orginalerne.

Rask og veloplagt

Ind kommer lederen af spillestedet i en udsolgt sal og benovet præsenterer Vannelli, og melder ham helt rask efter sidste års uhyggelige høreskade.

Trioen Jacob Karlzon, flygel/synth, Morten Ramsbøl, kontrabas og Morten Lund, trommer, sætter forsigtigt og lidt nervøst i gang med et instrumentalnummer, indtil stjernen kommer på scenen til et bragende bifald, og man spiller hans pophit "Wild Horses" (1985) i en forvandlet udgave med et jazz-soul-swing der bringer mindelser om hedengangne kammerjazzband Modern Jazz Quartet.

Vannelli, klædt afslappet i slidte jeans, sort jakke og halstørklæde synger fejlfrit og overbevisende, som om han aldrig har været sat ud af spillet. Med In-ears som monitors, netop de bittesmå ørehøjttalere der skabte høreskaden.

Kammerjazz og kongelig blues

Videre til mere kammerjazz i form af "Walther Whitman Where Are You", hvor Vannelli brillerer med et vokalregister over fire oktaver. Intet under, at han i musikerkredse kaldes for Sangernes Herre-sanger. God ravruskende jazz flot bakket op af trioen.

"Just A Motion Away" fra hans rockalbum "Black Cars" (1985) begynder, og på trods af igen et nyt arrangement og en dejlig lyrisk solo på flygel af Karlzon er det aftenens skuffelse. Heldigvis den eneste. Det er som Vannelli ikke rigtig tror på pop/rocknummeret mere. I de seneste fem år har Vannelli bevæget sig over i en genre, som han har døbt "royal blues", ikke fortærsket tør trist lædervest-blues, men forfinet jazz med reminiscenser af klare blå toner. En sådan stil er "A Good Thing", (2009), og nu dirigerer Vannelli trioen med store fagter som havde han et big band bag sig. De tre får smidt premierenerverne og spiller frygtløs og kongeligt.

En ny standard

Det danske publikums favoritnummer "Brother To Brother" (1978) slutter et opfindsomt sæt. Dét nummer er så klassisk, at det er lige til The New Real Book (Real Book er jazzmusikeres nodebibel, red.) og et gigantisk hit for Vannelli, der udtaler at han aldrig bliver træt af sangen. Det er forståeligt. For denne aftens version er endnu engang et anderledes, nyskabende arrangement og lysår fra originalen. Med bl.a en trommesolo af Morten Lund, en mesterlig original slager, som er meget tæt på verdensklasse. 

Ol' Blue Eyes

Andet sæt brager igennem med de to veloplagte "This Day On" (2009) og "Right Where I Am" (2006) og en brændende oplagt trio der fra start tænder op. Og den 61-årige hovedperson underholder charmerende med livskloge fortællinger og selvironiske anekdoter i rutineret entertainerstil, og virker yderst tilpas i DK i front med sin unge dansk/svenske trio. En ildevarslende dyster ballade om en børnemorder bliver introduceret: "The Long Arm Of Justice". Igen et genreskift, men nu over i noget der minder om en smuk begravelses-optogs-march. Så ny, at Vannelli må have teksten op på et nodestativ, og et nummer der igen spår interessante nye veje for det kommende album.

Én enkelt albumversion

Næste er "Parole Per Mio Padre", en duo for klaver og vokal, og det er det eneste nummer i sin originalversion, men forståeligt, for sangen er netop fra Vannellis nyklassiske operettealbum "Canto"(2003). Og klassisk skal vel netop være uændret.

Vannellis første Billboard-hit "People Gotta Move"(1974) skal være finalen, og sikke en opvisning i innovation med sublim vokal og trioen der sparker ud og op lige så fornemt som de mange stjernemusikere, Vannelli ellers har optrådt og indspillet med siden hans debut. Aftenens højdepunkt.

Forudsigeligt er det, at superhittet (I USA og Canada) "I Just Wanna Stop" (1978) bliver ekstranummer, men jo, igen er det forvandlet i forhold til originalen.

Gino Vannelli har altid været ildeset af danske anmeldere; han er for affekteret, for kunstlet, for perfekt og en crooner, men netop alt dét er jeg begejstret for. Så langt fra de fleste danske sangere og altid værd at studere uanset ens musiksmag. Dels for teknik, indlevelse og sin evig søgen mod nye popveje.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA