Dropkick Murphys: Store Vega, København

Dropkick Murphys, Store Vega, København

Dropkick Murphys: Store Vega, København

Anmeldt af Karoline Spenner Kjeldberg | GAFFA

Selvom der ikke var udsolgt, var Vega godt fyldt op, da amerikanske Dropkick Murphys og opvarmningsnavnene Skullclub og Frank Turner spillede op til en mandagsfest. Kvinderne var i undertal, men det gjorde bestemt ikke noget.

Skullclub **

Danske Skullclub åbnede ballet, men de formåede aldrig at få gang i publikum. De prøvede heller ikke ret hårdt. Bandet stod som var de boltet fast til gulvet, og det var faktisk kun bandets i forvejen multitaskende mand på både banjo og guitar, der forsøgte at hoppe og danse lidt på scenen. Skullclub er uden tvivl det mest stillestående punkband, jeg nogensinde har set. Når de forsøgte sig med publikum var det med de meget billige point. Publikum på de forreste rækker fik et kort øjeblik opmærksomhed mod scenen, da de der blev delt gratis sprut ud.

Forsangeren var uforståelig. Selvom man synger punkrock og skal brøle en smule, skal det altså ikke bare være tomme lyde, der kommer ud af munden. Nogle numre skulle vi ret langt ind i, før jeg fandt ud af, hvilket sprog der blev sunget på. Energien manglede ganske enkelt på scenen, og når den gør det, er et supportbands opgave ikke løst: at få publikum i stemning til aftenens hovednavn. Og det er ærgerligt, for bandet var egentlig ganske dygtige musikere, men deres tilstedeværelse på scenen skal ganske enkelt løsnes op.

 

Frank Turner ****

Den tidligere punkmusiker, engelske Frank Turner var næste levende billede. Turner spillede et lækkert miskmask af genrer. Der var både spor af singer-songwriter, folk og nogle gange med små britpop-klingende passager i vokalen. Allerede under første nummer havde Frank Turner et helt andet tag om publikum end Skullclub havde. Turner er meget mere nærværende på scenen, og hele bandet bevæger sig. Der er en hel anden løssluppen stemning, både på scenen og blandt publikum.

Frank Turners interaktioner med publikum fungerede også udmærket. Han forsøgte sig på dansk et par gange, men måtte til sidst krybe til bekendelse og sige, at han ikke havde skrevet mere ned. Desuden satte han en dansekonkurrence i gang. Han ville finde ud af, hvilket land der danser bedst og vildest.

Før nummeret "Reasons Not To Be An Idiot" forklarede Turner, at nummeret var skrevet om hans vens ekskæreste - "she was the stupidest person I've ever met," sagde han. Publikum var med i Frank Turners univers hele vejen igennem, faktisk så godt med, at man ind i mellem skulle tro, at det var ham, de havde købt billet for at se. Modsat Skullclub lykkedes det Frank Turner at få sat gang i publikum. Turner var et rigtig godt valg som opvarmning for Dropkick Murphys.

 

Dropkick Murphys: ****

Da lyset dæmpes for tredje gang er publikum ikke til at holde i ro. En kvindestemme kommer ud af højtalerne, og keltisk sang breder sig i rummet, men bliver næsten overdøvet af, at publikum råber "Let's go Murphys". Man kunne i mørket fornemmet bagtæppet med "Dropkick Murphys" skrevet med store bogstaver og en rose i bunden. Efter et par minutter kommer der lys på scenen, og bandet starter med "The Boys Are Back" fra det seneste album "Signed And Sealed In Blood". Helt i starten er der meget dårlig lyd på mikrofonen, men teknikken får heldigvis indhentet det inden første omkvæd.

Publikum var med hele vejen

Det er et dedikeret publikum, der er troppet op på Vega. Selvom det kun er få uger, siden "Signed And Sealed In Blood" udkom, blev der lystigt sunget med. Især på "Rose Tattoo" og ekstranummeret "End Of The Night". Det var virkelig rart at være til en koncert, hvor stemningen ikke dør, så snart de nye numre bliver spillet.

Festen er bredt ud i hele lokalet. Selv nede på de allerbagerste rækker ved baren dansede og hoppede folk. Bandet – og især forsanger Al Barr – var gode til at få publikum med. Flere gange hoppede han ned fra scenen til publikum og fik dem til at synge ind i mikrofonen. Eller måske nærmere skråle.

Forventet glædeseksplosion

Midt under "Rose Tattoo", som var det klare højdepunkt fra det nyeste album, blev det ellers så nydelige bagtæppe revet ned, og under var et nyt parat. Vi var nu i en kirke, og på vinduerne var der kors og kløver. Da bandet som et af de sidste numre spillede de første par toner til "I'm Shipping Up To Boston", bredte der sig en ekstatisk stemning, og publikum gik helt amok – men andet havde man heller ikke forventet.

Man kunne være bange for, at de efterhånden har spillet nummeret et par hundrede gange for meget til at kunne spille det uden at det lyder alt for rutinepræget og påtaget, men det klarede de godt. De leverede varen. Generelt var bandet meget crowdpleasende hele vejen igennem.

Tak for dansen

Under ekstranumrene hev Al Barr en masse piger fra publikum op på scenen. Det så ud til at passe pigerne fint, og der var fest på scenen. Flere af bandmedlemmerne måtte finde sig i at blive nappet i ballerne, men det så heldigvis ikke ud til at irritere dem.

Jeg har manglet nogle overraskelser og nogle øjeblikke, som jeg aldrig kommer til at glemme. Koncerten var velspillet og Dropkick Murphys leverede varen, men det er ikke en koncert, som jeg kommer til at tænke tilbage på om et år. Men jeg siger mange tak for dansen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA