x
Conor Oberst: Bremen Teater

Conor Oberst, Bremen Teater

Conor Oberst: Bremen Teater

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Når Conor Oberst er i byen, er der mødepligt. Og det er hvad enten han rejser med Bright Eyes, Monsters of Folk, eller alene, som er tilfældet på hans nuværende turne. Denne pligt blev taget alvorligt på Bremen Teater fredag aften hvor de fyldte sæderækker spændt ventede på at, det nu meget omtalte scenetæppe gik. At koncerten var eftertragtet blev understreget af de mange fans der havde taget turen over Øresund, efter at sydsvenskerne, til trods for svensk repræsentation i tourbussen, blev snydt i denne omgang.

Først på de skrå brædder var netop Bright Eyes-darlingerne i svenske First Aid Kit. Efter sidste års gennembrud "The Lion's Roar" var dette på alle mulige måder en bonusopvarmning. Især når man i reportager fra tidligere koncerter på turnéen kunne læse at Johanna og Klara Söderberg agerede kor på store dele af hovedkoncerten. Og når man nu engang skal afklæde Conor Oberst (samt separere ham fra Mike Mogis), er et yderligere bidrag til det skrøbelige vokaludtryk måske ikke en dårlig ide.

Oberst bød på et sandt overflødighedshorn fra hele bagkataloget. Mest ældre Bright Eyes-materiale, men publikum virkede generelt indviede. Det var dog stadig klassikerne der høstede mest respons, og allerede andet nummer, "First Day of My Life", markerede et af koncertens højdepunkter. Disse skulle der blive adskillige af i en koncert med et uhørt højt bundniveau, hvorfor det næsten virker omsonst blot at fremhæve nogle få.

Men visse numre stod en anelse længere frem, bl.a. Monsters Of Folk-nummeret "Map Of The World", der med afdæmpet xylofon af medrejsende multiinstrumentalist Ben Brodin og kor af søstrene Söderberg blev vendt fuldstændigt på hovedet. Brodins tilstedeværelse løsnede generelt op i stemningen, og hans bidrag med bl.a. slide-guitar på "Ten Women" og klaver på "Lime Tree" var stemningsfyldte og tilpas underspillede til ikke at fjerne opmærksomhed fra melodi og lyrik.

Dertil kommer naturligvis de åbenlyse crowd pleasere "Going For The Gold", "At The Bottom of Everything" og "Lua", men "Waste Of Paint" tager måske prisen for aftenens bedste nummer. Måske fordi resten af koncerten havde spillet mere på Oberts sans for intimitet end den rå vildskab han ligeledes besidder. Kontrasten mellem hans skrøbelighed og det katarsiske brøl vi blev efterladt med, er indbegrebet af hans alsidighed som både lyriker og sanger, og der var ikke et eneste skuffet individ i syne da Oberst efter et dybt buk gled ud gennem bagtæppet.

Selvom hans genialiteter bliver forstærket i samarbejde med Mogis, Nate Walcott, Jim James, M. Ward med flere, er der visse aspekter af hans lyrik der kommer mere til sin ret, når man stripper ham for hans vanlige, om end ligeledes geniale musikalske opbakning. Efter over to timer var der naturligvis stadig numre der manglede, og for min skyld kunne Oberst være blevet på scenen hele natten. Jeg kan i hvert fald næppe forestille mig bedre musikalsk selskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA