x
The Hives: Store Vega, København

The Hives, Store Vega, København

The Hives: Store Vega, København

Anmeldt af Gudrun Hagen | GAFFA

Til dystre, grandiose klavertoner, der emmer af galt cirkus entrerer Chris Dangerous scenen, slår sine svalehaler til side på det obligatoriske kjole og hvidt-signaturoutfit og sætter sig til rette bag trommerne. Til kæmpe bifald kommer resten af bandet ind i samme formelle påklædning, forsanger Howlin' Pelle Almqvist endda med høj hat og benhård sideskilning. Visuelt kan den ironiske distance til punk-rock 'n' roll-udtrykket næppe blive større. I dette univers gælder det så afgjort mere "burlesque excess" end slidte jeans og sikkerhedsnåle.

HIVES står der helt bogstaveligt på scenen med kæmpe oplyste versaler, hvis nogle skulle være i tvivl, mens et kæmpe bagtæppe viser Howlin' Pelle som vanvittig dukkefører. Med dette billede vækkes der minder langt tilbage i rockhistorien til bl.a. Pink Floyds School Master-figur og ikke mindst Metallicas episke album "Master of Puppets". Snorene fra de kæmpe fingre forbinder sig til bandet, men kontrollen er selvfølgelig ultimativt over os, når Pelle som en anden publikumsdomptør får os til at give los efter sit mindste vink. Vi er med andre ord – som forventet – i The Hives' hule hånd helt fra start.

Højoktans garagerock

Dette er undertegnedes første liveoplevelse med bandet – og ja! Det er en fest. Rygterne holder stik. Det nye hit "Come on" slår effektivt den upbeat tone an, efterfulgt af det mindst lige så hæsblæsende "Take back the toys", begge fra det nye album. Vi snakker fængende grunge-rytmer, robuste power-akkorder, stammetrampende gentagelser og taktfast fællesklap og -hoppen. Det er enkelt, og det er effektivt.

Bandet fremstår som en velsmurt maskine, der scenevant spyr højoktans garagerock ud. Energisk, manisk og vanvittigt, men frem for alt sjovt. Der er god humor både i musikkens lavpandede banken derudad, men også frontmand Pelles "to cool for school"-arrogance og "af sted over stepperne"-attitude er svær at stå for. Vokalen drukner lidt til tider, men det stopper ikke Howlin' Pelle i overlegent at eje scenen med sine saksespring og mikrofonkast. Et elskeligt cheek-in-tongue ego, der får alle de bifald, han fortjener og kræver.

The Hives er således gedigent showmanship, og hvad de mangler i variation, hiver de hjem på heftig energi og rå charme. "Vi har alle svarene, vi behøver ingen spørgsmål" deklarerer Pelle eksempelvis kækt, inden "1000 Answers" vælter ind over os i endnu et tre minutters udbrud.

Pastiche

Man kan sagtens tale om brug og smid væk-musik, grænsende til pastiche. 'I Want More" er eksempelvis et smukt rip off af "I Love Rock 'n' Roll" af Joan Jett & The Blackhearts, "Walk Idiot Walk''s rytme fik sjovt nok undertegnede til at tænke på Kim Larsens "Jutlandia" (!), og helt generelt trækker lydbilledet hårdt på rocklegender som AC/DC, Rolling Stones og The Clash, ligesom White Stripes heller ikke har levet forgæves.

De bastante guitar-riff, ikke mindst i den smukt eksekverede "Main Offender", vækkede også minder til Juliette Lewis, da hun tourede rundt med The Licks og gav den som veritabel glamrockdiva. Meget i stil med The Hives var der også hos Juliette and The Licks tale om et yderst enkelt smadre-rockkoncept fuldt til dørs af et stærkt visuelt udtryk, masser af attitude og fandenivoldsk insisteren på fest og svedig løssluppenhed. What's not to love?

Mere optræden end koncert

Dette er så udpræget et live band, og The Hives er meget muligt bedre entertainere end musikere. Med dem er der på mange måder mere tale om en live optræden end en koncert i gængs forstand. Der sker ufattelig lidt uventet musikalsk på scenen, og det, de laver er ikke just originalt eller komplekst. Til gengæld udføres det til UG, og man må lægge sig ned fladt og elske dem for at forfine deres teatralske udtryk til så intense højder af legesyg rock 'n' roll-fantasi.

Sættet igennem rockes der ubarmhjertigt, hårdt og tight. Accelerationen stopper aldrig. Det virker slet ikke som en option for bandet at gå ned i kadence, men med så bragende en publikumkontakt følger hele salen gladeligt med. Hele vejen. På et tidspunkt får han endda hele salen til at sætte sig ned, bare fordi han kan. Vi er virkelig "puppets on a string" i Pelles hænder.

"Tick Tick Boom" bliver et blæret punktum for en fantastisk aften, hvor man står tilbage, aldeles ramt af The Hives. Shit en fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA