
Steve Lukather
Transition
Steve Lukather: Transition
GAFFA
Album / Mascot
Udgivelse D. 03.02.2013
Anmeldt af
Espen Strunk
"Hvis det er en synd at lave massivt lydende plader med enorm produktion som værdi, så skal jeg i helvede", har den tidligere Toto-guitarist Lukather udtalt i forbindelse med sit aktuelle soloalbum. Og man forstår, hvorfor han er i forsvarsposition. For det ville unægtelig være meget let(købt) at latterliggøre mandens pompøse og patosfulde guitar-møder-synthsizer-rock, som ved en hurtig gennemlytning snarere synes at datere sig til 1988 end 2013.
Læg hertil teksternes gennemgående konstateringer af, at verden er af lave: "Remember when / before the age of virtual friends / when people looked each other in the eye", som det eksempelvis hedder i Right the Wrong.
I realiteten har Lukather imidlertid lavet et solidt album, som trods sin skamløse anakronisme – eller måske snarere på grund af den – faktisk holder, hvis man da ellers køber hele præmissen. "Turn around, you realize you're running from your history", synger Lukather i det syv minutter lange åbningsnummer. Well, den fejl begår han i al fald ikke selv. Og det klæder ham faktisk her.