Kato : Behind Closed Doors

Kato
Behind Closed Doors

Kato : Behind Closed Doors

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 28.01.2013
Anmeldt af
Simon Nathanael

…i hvert fald hvis man kigger på listen over samarbejdspartnere. Men på trods af, at Snoop Dogg, Kidd, Infernal og Electric Lady Lab leverer både starquality og forventningspres til Katos tredje album, er det tydeligt, at han først og fremmest er dj – og så er de to sidstnævnte samarbejder langt mere interessante på denne plade end de førstnævnte.

Lina Rafn leverer med overbevisende troværdighed en fantastisk storladen og dynamisk vokal på Let Yourself Be Beautiful, hvis fængende melodi og skalpelskårede arrangement kulminerer i en overskudspopsang af format. På Alive featuring Electric Lady Lab opfedes sound og udtryk endnu mere, måske fordi Martin Bøge har en finger med i spillet. Energien, balancen i mixet og Stine Hjelms forførende, sprøde vokal er niveauer over resten af pladen.

Snoop flyder da fedt på Let The Horns Play, bevares, men det fremstår mere som et trofæ end en egentlig sang. Derimod indløser den mishandlede autotune på I'm In Love kun negative forventninger, fordi det ender med at lyde som en febrilsk rengøring af et vokalspor, der simpelthen var for dårligt i sit udgangspunkt.

På dette tidspunkt i en karriere skal der simpelthen bedre producerfærdigheder på bordet for at fastholde interessen omkring nogle sange, som alle forsøger at gøre nøjagtig det samme. Men de udebliver og efterlader størstedelen af numrene som provinsielle pendanter til den aktuelle EDM-lyd anno 2013.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA