x
iceage: You're Nothing

iceage
You're Nothing

iceage: You're Nothing

GAFFA

Album / Escho
Udgivelse D. 18.02.2013
Anmeldt af
Lars Rønn Olsen

At skulle redde punkgenren fra undergang er noget af en byrde at have på sine skuldre. Især hvis man er 18-19 år gammel, som medlemmerne af Iceage var, da de udgav New Brigade til international medieopmærksomhed i 2011. De menige vande var delt, men anmelderne var stort set enige over hele linjen: Iceage var det nye sort.

Superlativerne svirrede ofte omkring bandets inddragelse af elementer fra hele punkspektret, alt imens New Brigade var en utroligt stilren plade som helhed. På You're Nothing er den stilistiske spændetrøje løsnet. Tempoet varieres, guitaren er til tider mere tung end fræsende, der gøres brug af klaver, og halvdelen af numrene er over, eller omkring, tre minutter lange frem for punkens klassiske tominutters brøl.

Iceages overlegne energiske udladninger har ligeledes løftet en del øjenbryn – en ikke ligegyldig præstation i en genre, hvis primære varemærke er netop dette. You're Nothing er ingen undtagelse, og selv på "punkballaden" Morals er bandets force stadig umiskendelig.

Det primære element, anmelderne greb ved debuten, var dog nyhedsværdien i punkens fire københavnske redningsmænd. Hypen kan de ikke genskabe, men til gengæld er de blevet dygtigere. Elias Rønnenfelts vokal står mere klart, hvilket gør den til mere end blot struktureffekt, og den musikalske vidde gør You're Nothing til en moden og naturlig opfølger. Hvorvidt dette er nok til fortsat at være darlings i den bredere musikpresse er uvist. Men mon også ikke Iceage er jævnt ligeglade med det?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA