x
Nick Cave & The Bad Seeds: Her Majesty's Theatre, London

Nick Cave & The Bad Seeds, Her Majesty's Theatre, London

Nick Cave & The Bad Seeds: Her Majesty's Theatre, London

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Jeg er mere sådan en London-fyr", forklarede 55-årige Nick Cave for en måneds tid siden undertegnede, med henvisning til sin indledende modvilje mod at flytte til til Brighton, hvor han bor i dag. Han kom første gang til London i de tidlige firsere, har boet her ad flere omgange og indspillet dele af sit imponerende bagkatalog her.

Måske er det derfor, Nick Cave  med jævne mellemrum, og gerne i forbindelse med en ny udgivelse af den ene eller anden art,  lader netop den engelske hovedstad danne ramme om enkeltstående, eller eksklusive, seancer.

I '99 holdt han sit centrale foredrag The Secret Life of the Love Song ovre i Southbank Centre på den anden side af Themsen, hvor han ti år senere vendte tilbage for at tale om sin anden roman, The Death of Bunny Munro. I samme forbindelse holdt han kombineret oplæsning og triokoncert med Warren Ellis og Martyn P. Casey i Soho, og så fremdeles.

Usædvanlig ramme

I aften er det igen Londons gamle teaterkvarter, der skal danne ramme om uropførelsen af bandets femtende studiealbum, Push the Sky Away som udkommer i næste uge. Nærmere bestemt Her Majesty's Theatre, som har stået her siden 1700-tallet og med sit prangende indre og en kapacitet på blot 1200 røde plyssæder må siges at være en usædvanlig ramme for en seance af denne karakter.

"Det er en lillebitte smule mærkeligt at stå og gøre det her i dette gamle teater", som hovedpersonen selv bemærker på et tidspunkt i aften. Forestillingen indledes med forevisning af en fin og kort dokumentarfilm om det nye albums tilblivelse, hvor vi følger det unikke band på franske Le Fabrique og får interviewbidder med snart sagt alle implicerede.

"Just messing around like we've done on the last couple of albums", som multimusikeren Warren Ellis forklarer den eksperimenterende arbejdsproces, mens Cave selv leverer det centrale citat. "Vi ved ikke, hvad vi vil have - men vi ved meget klart, hvad vi ikke vil have", siger han med henvisning til den grundlæggende modvilje mod generiske formler, som altid har karakteriseret gruppens arbejde. 

Rastløs energi 

"Jeg er egentlig ikke så optaget af selve produktet, så længe det bare holder nogle døre åbne", fortsætter Cave og tilføjer: "Behovet for at arbejde er temmelig fundamentalt for mig". Cave har også tidligere talt om denne nærmest obsessive omgang med sproget. Og den maniske energi, som gennemstrømmer hans sprog, karakteriserer i høj grad også scenekunstneren Cave, når han er bedst.

I aften har Cave imidlertid både børnekor og strygersektion med, idet de godt halv ni indleder opførelsen af Push the Sky Away med åbningsnummeret We Know Who U Are. Sangene spilles herefter i samme rækkefølge som på albummet, for som Cave siger: "Der er en eller anden form for narrativ....søgen". Trods albummets generelt relativt afdæmpede modus forløses ikke mindst centrale sange som Higgs Boson Blues og Jubilee Street fejende flot.

Den mangeårige trommeslager Thomas Wydler er blevet syg, proklamerer Cave, og som afløser er ingen andre end Barry Adamson hentet ind; manden som forlod bandet tilbage i firserne og i aften betjener både trommer og tangenter. Senere, da bandmedlemmerne kommer tilbage på scenen til et sidste ekstranummer, lægger Cave armen om den gamle makker, og siger noget med at det er "tyve år siden...". Da han bliver korrigeret og får at vide, at det snarere er tredive, udbryder han "fucking hell.....".

Ekspansivt udtryk

Det er i det hele taget en intim aften, hvor Cave også sender en hilsen til ekskonen Vivivane Carneiro et sted i salen, inden han istemmer en eksplosiv Jack the Ripper. For det er naturligvis ikke gjort med gennemspilningen af det kommende albums godt 45 minutter. "Det var det", siger han efter albummets afslutnings- og titelnummer, og tilføjer underspillet "...men vi kan da spille nogle andre, hvis I har lyst?". Jo tak.

Der gribes nu helt tilbage til debutpladen, idet en From her to Eternity, som sjældent har lydt bedre, indleder koncertens anden del. "Tag skjorten af!", opfordrer en kvinde blandt publikum Cave, som allerede har lagt den sorte habitjakke og er indtrådt i det maniske modus, han mestrer som få.

"Please....der er børn til stede. Senere....", svarer han fra scenen. Lidt senere bliver børnene - og siden også strygerne - da også sendt ud, uden det egentlig gør den store forskel: The Bad Seeds udtryk er ekspansivt i sig selv. Den dystopiske hymne O Children efterfølges af den obligatoriske salme The Ship Song, inden vi får flotte udlægninger af Your Funeral, My Trial og en enkelt No More Shall We Part-skæring i form af Love Letter.

Punktum sættes med The Mercy Seat og ekstranummeret Stagger Lee - Cave dæmonisk smilende ved linierne "you better get down on your kness / and suck my dick / 'cause if you don't, you're gonna be dead". Sidste vers, hvor selveste djævelen kommer ind på baren og konfronterer Stagger Lee, fucker Cave op, blot for at improvisere over The Bad Seeds dunkle groove: "In comes the devil / He's got something in his hand / Well, in come the devil, he's got his tail in his hand" og så videre.

Ned i sjælen

Jo, det er i sandhed en særlig aften i Cave-regi, vi i aften bevidner. Ikke mindst fordi netop albumudgivelserne og de øvrige aktiviteter med The Bad Seeds er og bliver kernepunktet i hans imponerende oeuvre. Som han selv sagde på pubben i Brighton i januar:

"At lave en Bad Seeds-plade indikerer på godt og ondt, hvor jeg er i verden. Mit personlige forhold til mig selv som kunstner. Manuskriparbejdet, romanerne og alt det andet lort er på en måde meningsløst....det handler om de her Bad Seeds-plader, som dokumenterer, hvor jeg er. Min kunstneriske status i verden".

Nuvel, at dømme efter søndagens seance i Soho er der ingen grund til bekymring for Nick Cave og hans kunstneriske åre. Der vil være dem, som vil anføre at Caves kreative klimaks fandt sted engang i halvfemserne. Man kan imidlertid også bare vælge at tage hatten af for en kunstner, som i sin karrieres femte (!) årti er i fortsat bevægelse, lyrisk og musikalsk.

Og som i aften lever op til en af sine mange pragtfulde one-liners fra det nye album: "Some people say it's just rock'n'roll / ah, but it gets you / right down to the soul".

Der afholdes releasekoncerter i Paris, Berlin og Los Angeles i de kommende dage. Nick Cave & the Bad Seeds' egentlige verdensturné indledes den 18. februar i Mexico City, og kommer forbi den århusianske Northside Festival i juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA