x
Nick Cave And The Bad Seeds: Push The Sky Away

Nick Cave And The Bad Seeds
Push The Sky Away

Nick Cave And The Bad Seeds: Push The Sky Away

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 18.02.2013
Anmeldt af
Henrik Friis

Brutale Grinderman er død. Porten til Dig, Lazerus, Dig!!!'s garagestøj er lukket effektivt i på Nick Cave & The Bad Seeds' første udspil i fem år. Og i stedet for rock og aggression er australieren & hans udskuds 15. album det mest dirrende underspillede i det snart 30-årige bands eksistens.

Cave har før skiftet farve. Men modsat f.eks. The Boatman's Call er Push The Sky Away ikke bare smuk, men også konstant nagende og foruroligende – i et meget virkningsfuldt enkelt udtryk, som står glimrende til Caves rå, følsomme/perverse poesi.

Der er mange eksempler: Åbningsnummeret We No Who U R, hvor Cave med ekkokeyboard og stille børnekor ildevarslende nøgternt forudsiger noget, der ligner naturens svar på vores rovdrift. Jubilee Street, der med Velvet Underground-referencer som repetetiv lille guitarrundgang, talesang og skærende cello vokser til klimaks under luder-besøget.

Eller tag Water's Edge's grumme troldmandsbryg af pivfalsk keyboard, loopet fiol og percussion-bas til Caves maniske sang om bypigernes uundgåelige skæbne på strandturen – som bare ét eksempel på, at Warren Ellis med minimalistisk effekt har overtaget det musikalske maskinrum efter Mick Harvey og videreudvikler Cave & co.s udtryk. Endnu en gang.

Cave selv? Synger fremragende. Smukt croonende i taberballaderne, grumt i skæbneberetningerne og tranceagtig fremskridts-rablende i Higgs Boson Blues – eneste sang, der vokser til noget, der ligner rock.

Ellers er afmåltheden konsekvent. Skævt, besættende – og med stof til masse-genlyt. Så gennemført, at man kun kan nikke anerkendende.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA