x
The Tiger Lillies: Kulturmaskinen, Odense

The Tiger Lillies, Kulturmaskinen, Odense

The Tiger Lillies: Kulturmaskinen, Odense

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Gennem de sidste tre uger har der været rig mulighed for at opleve det engelske kultband The Tiger Lillies i Odense, hvor gruppen i denne periode har leveret musikken til teaterforestillingen "The Either/Or Cabaret" på det lokale NoDomain-teater. At det imidlertid også blev muligt at opleve en mere regulær koncert med de tre herrer, hvor de i højere grad fik mulighed for at folde deres skæve univers ud på egne præmisser, var ikke oprindeligt en del af planen. Snarere kan man tale om et heldigt tilfælde, idet den lokale Klub Golem angiveligt blot forhørte sig, om de ikke kunne tænke sig at optræde dér, når nu de alligevel var i byen, og det kunne de så.

Hvilket samtidig gjorde koncerten til en fin demonstration af, hvor garvet og velsmurt en trio The Tiger Lillies må være, for det var ikke til at høre eller se på dem, at det ikke var noget, de så at sige havde planlagt hjemmefra. I den forstand virker det ikke så meget som om, at de spiller rollen som et slidt og lettere forkvaklet kabaret-orkester - de elsker den tydeligvis: De slingrende sømandsviser og slibrige cirkuspolkaer sad på rygraden og i fingerspidserne, og blev afviklet med overlegen musikalitet og selvfølgelighed.

The Tiger Lillies har på mange måder et meget fast udtryk. Man kunne fristes til at sige ensidigt, men omvendt kunne man også sige særegent. De er ikke ligefrem de eneste, som er uendeligt fascineret af den dekadente 30'er-kabaret-lyd, men ved at koncentrere sig om en række meget specifikke elementer - cirkus-rytmer, hysterisk falsetsang, tekster der nærmer sig det skolegårds-sjofle - er det også blevet et udtryk, som er deres helt eget. Noget, som samtidig betyder, at selv om det hele i sagens natur er ekstremt teatralsk, så virker det ikke desto mindre også meget ligefremt, ja stemningen til lørdagens koncert blev undervejs - de mange tragikomiske sange om perversioner og forkvaklede personer til trods - nærmest hyggelig.

Hvilket måske er det eneste, man kunne sætte en finger på - inspirationen er det mørke og dekadente, men musikken er et eller andet sted for "sjov" til for alvor at blive farlig eller skræmmende. Men det gør måske strengt taget heller ikke så meget - The Tiger Lillies spiller så tydeligt den musik, de selv elsker, og det er egentlig at foretrække, at de udstråler dette, frem for at de iklæder sig en påtaget "farlighed".  Ikke mindst, når deres spilleglæde i dette tilfælde syntes at blive forstærket af et stort og medlevende publikum, som i dén grad havde taget gruppens univers til sig, hvor idiosynkratisk det så ellers er.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA