x
Shoes For Julia: Folkets Hus, Struer

Shoes For Julia, Folkets Hus, Struer

Shoes For Julia: Folkets Hus, Struer

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Det umage par 49-årige Søren Sko og den 25-årige Julia Fabrin indgik i oktober sidste år musikalsk partnerskab med udgivelse af cd'en "Shoes For Julia", som samtidig er navnet på deres gruppe. De er nu på en 25 koncerter lang Danmarksturné med dette ene album i baggagen. Cd'en er produceret af guitaristen Lars Skjærbæk. Han er som eneste mand med de to på turen rundt i Danmark.

Søren Sko er nok mest kendt for sit samarbejde med guitaristen Palle Torp i bandet Sko/Torp, som havde kæmpe succes i 90'erne, hvor deres debutalbum  "On A Long Lonely Night" eksempelvis solgte imponerende 200.000 styk. Julia Fabrin deltog i 2010 i DR's X Factor med gruppen The Fireflies, med hvem hun har udgivet et album. Men den unge Fabrin har også skrevet sange til blandt andre Christopher og Sanne Salomonsens plader samt været medforfatter på årets melodi grand prix-vindersang, "Only Teardrops" med Emmeli de Forest

Folkets Hus i Struer var trioens tiende stop på Danmarksturnéen, og det var en hyggelig og fin musikalsk aften uden dog på nogen måde at være skelsættende. Trioens spillede samtlige sange fra pladen og havde derudover skrevet en håndfuld nye i samme stil. Det gjorde aftenen til en lidt stillestående oplevelse, selvom der bestemt var sange, som skilte sig positivt ud som eksempelvis "Hellbent", som var den første sang Sko og Fabrin indspillede sammen.

My name is Luka

Julia Fabrin synger dejligt, men er ikke nogen stor guitarist, og da Søren Sko ikke spiller andet end håndpercussion, ligger musikken stort set alene på Lars Skjærbæks skuldre, sammen med backtracks fra den lysende æblecomputer nær scenekanten. Det fungerede fint i nogle sange, mindre godt i andre, og gjorde hele setuppet noget skrøbeligt og sangene generelt lidt for ens. Selvom vi fik et enkelt Fleetwood Mac-nummer, og Søren Sko sang den kendte Suzanne Vega-sang (My name is) "Luka" glimrende, så ville vi have glædet os over nogle af de populære Sko/Torp-hits til at variere koncerten en smule.

Samtidig var Søren Skos stemme for ofte reduceret til kor alene. Selvom de to sangere sammen har en fin klang, savnede vi flere numre, hvor de hver især udfolder deres stemme helt ud, som Julia Fabrin eksempelvis gjorde det i sangen "Coal".

I andet sæt gjorde Lars Skjærbæks smukke brune elektriske Gretsch-guitar med en smule forvrængning ligeledes noget godt for sangene. Således var sangen "Papercut" dejlig atmosfærefyldt, og man anede, at der var noget på spil under overfladen. "Papercut" var således også en af de sange, hvor Søren Skos stemme fik lov at folde sig fuldt ud. Dejligt.

Alt i alt en hyggelig aften med stille country-pop, -hverken mere eller mindre.

Se Shoes For Julias Danmarksturné her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA