x
Volbeat: Voxhall, Aarhus

Volbeat, Voxhall, Aarhus

Volbeat: Voxhall, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I næste måned indtager de scener på så eksotiske lokaliteter som San Antonio og El Paso - begge Texas, hvis du skulle være i tvivl. Men inden da har Volbeat givet fem danske koncerter, hvoraf aftenens århusianske show er det næstsidste inden miniturneen lukkes.

Anledningen er det populære orkesters kommende album, som udkommer i begyndelsen af april og har fået den inciterende titel Outlaw Gentlemen & Shady Ladies. Herfra får vi naturligvis et par numre i aften, men derudover diverteres der - ikke overraskende, måske - med en række veloplagt leverede favoritter, hvoraf The Garden's Tale, Sad Man's Tongue og den nye The Hangman's Body Count kan fremhæves.

Overraskende succesformel

Undervejs får vi endvidere brudstykker af eller parafraser over eksempelvis forbilledet Johnny Cashs Ring of Fire og Judas Priests Breakin' the Law, for referencerne står i kø. Og bandets brug af klassisk amerikansk (rock'n'roll- og rockabilly-) æstetik i kombination med testoterontung guitarrock har vist sig at være en succesformel - fra overraskende eklektisk kant, kunne man sige. 

Om det er udtryk for held eller forstand hos makkerne skal være usagt - og er vel også mindre væsentligt - men der er under alle omstændigheder noget sympatisk over bandets hjemmegjorte mytologi og ikke al for selvhøjtidelige fremtræden, som uvægerligt sender tankerne i retning af et andet (ældre) folkeligt hardrockband med samme til tider tegneserie-agtige kvaliteter som denne aftens hovednavn.

At Volbeat er blevet store - i betydningen folkeligt populære - indikeres ikke bare af det udsolgte lokale, men også af graden af stemningsopbygning - eller ventetid, om man vil - fra det passende opvarmningsnavn Grumpynators afslutter deres energiske sæt til Michael Poulsen og kompagni endelig gør deres entré. 

Stjerneskær

En lille time går der, og da lysene endelig blændes ned klokken halv ti indledes seancen af først Motörheads Born to Raise Hell og siden en unægteligt stemningsskabende instrumental, mens scenen bades i lilla lys. Og så står de der, bandet, som siden sidst har fået tilføjet internationalt stjerneskær i skikkelse af den tidligere Anthrax-guitarist Rob Caggiano fra "New York, Bronx" (og ikke omvendt!), som Poulsen præsenterer ham et par gange i aften. 

Han skal vise sig at klæde ensemblet ganske glimrende, og i det hele taget er det svært at sætte en finger på den musikalske præstation her. Samtidig fremtræder Poulsen - trods al den musikalske patos - klædeligt ydmyg overfor opgaven; uden sammenligning i øvrigt synes kommunikationen med publikum her at være i centrum, som hos en Springsteen.

"Jeg er glad for at kunne sige det... I er sgu den bedste crowd indtil videre", proklamerer Poulsen så man faktisk tror ham, og siden når elskværdigheden nye højder, da han spotter en ti-årig knægt på de forreste rækker og udbryder "Du er for sej....spiller du guitar?, hvorefter han tilsyneladende faktisk forærer sin guitar til knøsen.

Maskulin forløsning

Publikum må siges at være blandet i den fulde sal, om end man kan konstatere en klar overvægt af mænd i tyverne og trediverne med eksplicit behov for at markere deres maskuline identitet på den ene eller anden måde. Kronragede mænd i muskelspændte skjorter, der brøler med og gestikulerer voldsomt, mens musikken spiller.

I den forstand kan man sige, at (rock)musikken her fremstår, som hvad den også kan være: en slags indirekte forløsning af indestængt energi. "Bare lige for at booste mit ego skal jeg lige høre jer sige... VOLBEAT!, beder Poulsen på et tidspunkt og illustrerer således, hvordan det i virkeligheden er en handel mellem kunstner og publikum, vi er vidne til: begge parter bærer psykologiske behov, som forløses i koncertsituationen.

Efter knap halvanden time er det egentlige sæt forbi, og festen er til at tage og føle på i lokalet. Tre ekstranumre følger, hvor referencerne til fortiden igen manifesterer sig, idet mindelser om både Thin Lizzy og Black Sabbath væver sig ind i riff-strukturerne. Jo, Volbeat har lavet en fest og holdt den århusianske midtby lidt mere sikker et par timer denne lørdag aften.

At der så skal væsentligt mere sprut og coke til end aftenens ikke-eksisterende kvantum, før denne anmelder går i spontan primalterapi med bandets måske nok en kende endimensionelle musikalske univers - ja, det skal for så vidt ikke lægges et veloplagt Volbeat til last.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA