x
Slash feat. Myles Kennedy & The Conspirators: Falconer Salen, København

Slash feat. Myles Kennedy & The Conspirators, Falconer Salen, København

Slash feat. Myles Kennedy & The Conspirators: Falconer Salen, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

At Slash appellerer til langt flere end blot dem, der var unge i slut-80'erne og start-90'erne er publikum ved aftenens koncert i Falconer Salen et tydeligt bevis på. Guitaristens fans er fordelt ud over mindst tre generationer: De førnævnte folk, som nu er et sted i midttrediverne; de noget ældre, som allerede var fuldt udvoksede dengang, Slash havde sin første og største storhedstid med Guns N' Roses; og så dem, der er så unge, at de vist knapt kan have været født, da Axl Rose og Slash ragede uklar, og et af musikhistoriens mest interessante partnerskaber gik itu.

Så selv om rocken er blevet dømt stendød adskillige gange gennem de forgangne år, er den imponerende spændvidde et tegn på, at der stadig findes folk – i alle aldre – som er sultne efter hård og energisk rock n' roll med guitarsoli en masse. Og det var lige nøjagtig, hvad publikum fik serveret i aften.
Det er sjældent, at dårlig lyd ligefrem gavner en koncertoplevelse – men den på én gang skingre og mudrede klang, som desværre ofte er kendetegnende for lyden i Falconer Salen, fungerede som et kærkomment filter ved denne koncert.

Sagen er jo nemlig den, at de selvskrevne højdepunkter ved en Slash-koncert er fremførelsen af de gamle Guns N' Roses-klasskere – og når de føres gennem dette filter, så er det frem for alt energien og Slash's leadguitar, der kommer til at dominere; frem for det faktum, at Myles Kennedy hverken er synderligt god til at imitere Axl Rose eller generelt har en stemme, der komplementerer Slash's udtryk på nogen specielt formidabel måde. Kennedys nasale vibrato druknede således på behagelig vis i det noget kaotiske lydbillede, som dermed – formodentlig utilsigtet – bidrog til at skabe mere fokus omkring aftenens absolutte hovedperson.

Bortset fra Slash's noget uforståelige fascination af Myles Kennedy, er der imidlertid så godt som intet at udsætte på den bundsolide og fortsat exceptionelt velspillende guitarlegende. Det skulle da lige være hans relativt nyfundne glæde ved alt for lirede guitarsoli, som kom til at fylde lige rigeligt – især i den ellers suveræne "Rocket Queen", der fik et nærmest parodisk langt mellemspil, hvor Slash hev og flåede i strengene i, hvad der føltes som evigheder.

Sætlisten bestod foruden Guns N' Roses-numrene af forskellige pluk fra bagkataloget, fra Slash's Snakepit og frem – og naturligt nok en hel del sange fra den hæderlige, men ikke specielt mindeværdige "Apocalyptic Love", der udkom sidste år, samt det selvbetitlede soloalbum fra 2010. Her bør "No More Heroes" fra førstnævnte samt "Ghost" og "Starlight" fra sidstnævnte især fremhæves som højdepunkter, ligesom "Doctor Alibi" med bassist Todd Kerns på vokal skilte sig særligt positivt ud.

Netop Kerns var aftenens største positive overraskelse, og netop på grund af hans vokale bidrag. Det første helt store højdepunkt kom således med "You're Crazy" i den hurtige "Appetite For Destruction"-version, som fulgte lige efter "Doctor Alibi". Uden ligefrem at ramme Axls stemme lige på kornet er Kerns dog i hvert fald et par millimeter tættere på bull's eye end Kennedy, og således var det også en fornøjelse, at han fik lov til at synge "Welcome To The Jungle", der som første ekstranummer skabte den største fælles publikumsekstase under hele koncerten.

Da "Paradise City" ganske forventeligt lukkede ballet, var det slutningen på en to timer lang koncert, der på den ene side rummede mange positive overraskelser i form af enkeltstående numre, men som på den anden side ikke var blevet ringere, hvis den havde været op mod en halv time kortere. Det kunne i hvert fald have sikret et noget strammere flow, hvis nogle af de knapt så mindeværdige Snakepit- og "Apocalyptic Love"-numre var blevet skåret fra (eller erstattet med eksempelvis "Out Ta Get Me", "Civil War" eller "Fall To Pieces"). Hvis Slash så også skiftede Myles Kennedy ud og fik lidt bedre styr på sin trang til guitarlir, kunne hans næste danske besøg godt gå hen og blive fuldkommen forrygende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA