x
Poul Krebs: Kulturhuset Skanderborg

Poul Krebs, Kulturhuset Skanderborg

Poul Krebs: Kulturhuset Skanderborg

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

Mit eneste møde med Poul Krebs indtil tirsdag aften begrænsede sig til, at jeg engang for nogle år siden forsøgte mig som telefonsælger, og her havde jeg en dag musikerens søster igennem, som jeg forsøgte at sælge et eller andet. Det har jo egentlig ikke så meget at gøre med tirsdagens hovedperson, og så alligevel. For jeg kan huske, at søsteren var utroligt venlig, og det samme virkede hendes bror til at være, da han i et fyldt kulturhus i Skanderborg inviterede undertegnede og omkring 400 andre mennesker ind i sit musikalske univers. Poul Krebs alene på scenen, kun flankeret af sine to akustiske guitarer (hvor der sågar sprang en streng på den ene) og så en ukulele, der kun kom til syne i en enkelt sang.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente. Krebs er jo et forholdsvist stort navn i den danske musikverden og har skrevet soundtracks til mange menneskers liv. Han fremstår som en ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer. Lige præcis dét fik vi tirsdag aften. Noget vi aldrig glemmer. Jeg gør i hvert fald ikke.

Betagende bagkatalog
Med cowboystøvler, vest og slidte jeans kom Krebs på scenen lidt efter det planlagte tidspunkt og satte allerede fra start af en høj standard med åbningsnummeret "For Enden Af Regnbuen". En rigtig Krebs-klassiker fra 1988, hvor det afdæmpede guitarspil og poesien gik hånd i hånd. En sammensmeltning af det hele. I øvrigt må man sige, at koncerten satte en tyk streg under, hvor utroligt mange gode sange, manden har skrevet. Vi fik 31 (!) sange fordelt på to sæt med en pause imellem, og der var både rariteter og masser af klassikere.  

Poul Krebs markerede sig som en glimrende guitarrist, og vekslede meget mellem de stille, eftertænksomme indslag, hvor han gav prøver på sit fingerspil og ellers fik den for fulde drøn på den seksstrengede. En stille "Under Isen" fremkaldte gåsehud, hvor Krebs' på én og samme tid lidt hærgede og smukke sangstemme, gav sangen den nerve, der gjorde, at det blev sådan et øjeblik, hvor det hele bare stod stille.

Første sæt bød også på hits som "Dronning Træd Varsomt", afdæmpet og vedkommende, og ikke mindst en af undertegnedes favoritter, nemlig "Nat I Oslo", der høstede aftenens hidtil største bifald. Krebs forsøgte sig også med et par af de engelsksprogede sange, han har skrevet, og de virkede en smule malplacerede i forhold til de fremragende danske indslag, hvor man til tider sad nærmest åndeløst og slugte sangforedragene i sig.

Herligt humør
En solokoncert er ofte for kunstnere, der normalvis spiller med band, en form for frirum til at bruge pauserne mellem sangene til at fortælle historier, og det kan et eller andet sted godt blive en smule trættende i længden. Det formåede Krebs at disponere til ug med kryds og slange, og vi blev hverken overhældt eller understimulerede med historier og kommentarer.

Krebs fortalte blandt andet, at grunden til, at han skiftede fra håndboldbanen til musikscenen var, at den eneste grund til, at han var accepteret på holdet, var at han på vej hjem i bussen altid havde sin guitar med.

Det gode humør gjorde hele seancen langt mere løssluppen, og publikum var både lyttende og meget dedikerede til det, der skete på scenen. Måske lige undtagen to midaldrende kvinder foran mig, der havde mere travlt med at diskutere kameraindstillinger end at følge med i, hvad Krebsen havde gang i.
Første sæt var langt over, hvad jeg havde forventet – og andet sæt blev simpelthen endnu bedre. Anden omgang startede med en a cappella version af "Brudebuketten", hvor man i de tre minutter sangen varede, ville kunne høre et snefnug ramme gulvet.

Herefter greb Krebs guitaren og gav os to af aftenens største øjeblikke lige efter hinanden. Først "Jennifer" og en efterfølgende gåsehudsfremkaldende "Som Dug For Solen" med en decideret rørende introduktion om nu afdøde Flemming Bamse Jørgensen, hvor Krebs blandt andet proklamerede, at "det kan godt være, han aldrig fik seks ud af seks stjerner i GAFFA, men i mine øjne var han en rigtig spillemand". Store ord om en stor mand. Afdæmpet, eftertænksomt og bare klasse.

Maraton af poesi og nærvær
I løbet af aftenen var der utallige øjeblikke, hvor jeg på min plads på række 14, sad og opdagede helt nye sider af Krebsens sangskrivning, der i mange tilfælde tangerer det banale – uden overhovedet at blive det. Hvis man kan sige det på den måde? Det, jeg prøver at sige, er, at Krebs formår at skrive sangene på et sprog, som vi alle forstår, men samtidig løfter de sig til mesterlig poesi. Jeg sad faktisk flere gange og blev rørt, og det var det udefinerbare, der ramte mig. Jeg kan ikke forklare præcist, hvad jeg blev rørt over. Forstår du?

"Under Isen" i første sæt var så afdæmpet og inderlig, og linjer som "Smelter en tid under isen/Glemmer tanken om at holde fast/Ved du har ret, når du siger/At ved isen er flammerne bedst". Det rørte mig bare. Ganske enkelt.

Vi fik selvfølgelig også ultimative hits som "Johnny Han Var Lige Ved At Blive Sindssyg", hvor Krebs ping-pongede med publikum og en anderledes afdæmpet "Sådan Nogen Som Os", der ikke lagde op til fællessang, men bare til, at man lyttede. Bedst som vi troede, at en rockende "Morrison, Dylan Og Elvis" med et stående publikum var afslutningen – ja, så kom den hårdest arbejdende mand i dansk musik ind til endnu et ekstranummer (efter lyset var blevet tændt) og tog smukt afsked med os med "Skrøbelige Ven" – og med ordene: "Pas på jer selv til vi ses". Det må du også, Poul. Tak for en oplevelse ud over det sædvanlige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA