x
David Bowie: The Next Day

David Bowie
The Next Day

David Bowie: The Next Day

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 11.03.2013
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Miraklernes tid er ikke forbi endnu. Hvad nogle havde håbet på, men få troet på, blev en realitet, da rockens kamæleon på sin 66-års fødselsdag offentliggjorde, at han ville udgive et nyt album. Vanen tro tog David Bowie selv stafetten og brød 10 års pladepause. Manden har om nogen altid selv styret karrieren med store og små overraskelser, og gør det nu igen på The Next Day. Singleforløberen, den smukke og eftertænksomme ballade Where Are We Now? varslede, at The Thin White Duke var tilbage i en mere moden og tilbageskuende udgave. Her bliver de mindeværdige øjeblikke fra de berømte år i Berlin besunget længselsfuldt og med vemod i stemmen. Tjek bare albumcoveret, hvor der med et glimt i øjet bliver flirtet med hovedværket Heroes' omslag.

Totalt overlegent åbner det stormende titelnummer med et meget rammende statement: "Here I am, not quite dying". Hovedpersonen er i den grad i live, og der peges direkte tilbage på Berlin-albummet Logder, og vel ikke uden vilje på Repetition derfra. For The Next Day er overrislet med hints til fordums storhedstid. Den tempofyldte The Stars (Are Out Tonight) er højtsvævende og har et berusende groove, mens den fremragende Love Is Lost er mørkrandet og nervepirrende rock i krydsfeltet mellem Low og Outside, hvor Bowies forcerede vokal skaber en dirrende spænding. Valentine's Day og I'd Rather Be High fremstår som albummets mest ordinære og køres hjem på automatpiloten.

I det hele taget er det en overraskelse, hvor forfladiget Tony Viscontis produktion til tider er. Lidt mere dynamik i bunden ville have gjort lydbilledet mere spændstigt. Den tunge Boss Of Me er dekoreret med pragt af Tony Levins skælvende bas og Steve Elsons dybe sax, mens You Feel So Lonely You Could Die er en majestætisk ballade, som blander doo-wop og glam med en pil direkte tilbage til Aladdin Sane. Den foruroligende Heat flyder som en mørk malmstrøm, og Bowies dybe croon og mørke fraseringer giver store påmindelser om Scott Walker. The Next Day er som et fotoalbum fyldt med snapshots, der samler højdepunkterne fra en enestående musikkarriere og smelter dem sammen til der, hvor Bowie står i dag. Hvad mere kan der forlanges af en musiker, der intet har at bevise og for længst har sat sit aftryk i rockhistorien.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA