TV-2: Skråen, Nordkraft

TV-2, Skråen, Nordkraft

TV-2: Skråen, Nordkraft

Anmeldt af Kristian Pedersen | GAFFA

Man kan ikke andet end at imponeres over ideen: Et dansk band spiller 100 sange fra hele bagkataloget fordelt på seks koncerter, over et halvt år rundt om i Danmark med en enkelt afstikker til udlandet. "Bag Duggede Ruder" har de kaldt den samlede tour, der allerede i efteråret hev fat i de tidligste plader med koncerter i Aarhus og København. Denne kølige marts-aften er de nået Aalborg, 90'erne og pladerne "Verdens Lykkeligste Mand" (1994), "Kys Bruden" (1996) og "Yndlingsbabe" (1998). 

De tre plader har tilsammen solgt i omegnen af 313.000 eksemplarer og indeholder da også mere end håndfuld af gruppens største landeplager.

Koncerten denne lørdag er annonceret ekstra, efter den ellers store multihal på 1.salen i det gamle kraftværk aftenen i forvejen var fyldt og udsolgt. Også ekstrakoncerten har trukket tæt ved fulde huse med et midaldrende nostalgihungrende publikum.

Efter en kort opvarmning med Stoffer og Maskinen entreer TV-2 med otte mand. Den egentlige besætning er, som det ofte er tilfældet, når bandet spiller live, tilføjet tre nydelige herrer, der koncerten igennem sætter et solidt præg på rytmikken med blandt andet claves, caracas og ikke mindst blæsere. Scenerummet er prydet af et stort, ambitiøst og varrierende lys, og den yderligere scenografi veksles hyppigt, som numrene skifter karakter. Generelt et ganske volumiøst udtryk.

Musikken starter passende med åbneren fra "Verdens Lykkeligste Mand", "Ring Til Mig", og fortsætter i "Sådan Er Det Bare", som Brandt vittigt dedikerer kvindernes internationale hviledag – dagen efter kvindernes internationale kampdag. Det er generelt (og selvfølgelig) den typisk halvplatte og halvironiserende Steffen Brandt, der annoncerer, men han gør det ofte forholdsvis kort – der bliver først og fremmest spillet masser af musik.

21 numre i alt bliver det til, og da de som nævnt indledningsvis alle er hentet fra blot tre plader, giver det naturligvis masser af plads til sjældenheder. Og det er der både godt og skidt at sige om. Kort inde i koncerten kommer bandet ganske fint fra at genopfriske tre tidligere radiosingler og større hits, som dog yderst sjældent finder plads i bandets koncerter, hvor tempoet ofte er noget mere opskruet end på de to brokke-hymner "Det Er Samfundets Skyld" og "Kom Lad Os Brokke Os". Sidstnævnte er kortet en del ned, og ændret noget i instrumentering og udput, hvilket egentlig er ganske befriende og velfungernede. Imellem de to er der syng-med-potentiale på "Line Jørgensen, Voldum".

Men Steffen Brandt & co. fastholder ikke i samme grad taget i det brede publikum. Det er ikke fordi, at d'herrer på scenen ikke leverer. Numrene holder sig i vid udstrækning til pladerne, der er (naturligvis) ikke de store udskejelser fra "Danmarks kedeligste orkester", men alle spiller solidt, Brandt synger godt, og lyden i salen fungerer udmærket.

Alligevel er det for stor en mundfuld at fastholde andre end feinschmeckeres begejstring på det højeste niveau. For mange af de mere "ukendte" numre er måske glemt og gemt igennem årene, og det medfører, at store områder i salen i perioder syner hen i småsnak og ukoncentration for så igen at blomstre op, når mere genkendelige toner af nok et hit toner ud.

Festen er nærmest ustoppelig på "Der Går Min Klasselærer", "Kærligheden Overvinder Alt" og sættets sidste, "Kys Bruden", som Brandt selv betegner som sin yndlingssang. Men selvom han og bandet performer fornuftigt, formår de aldrig i tilstrækkelig høj grad at hive stemningen op på de mindre skudsikre numre, og så ender det hele på det jævne.

Ekstranummeret og aftenen sluttede med "Bag Duggede Ruder", der er aftenens eneste nummer, der ikke findes på en af tre plader, der er omdrejningspunktet. Med den fik det brede publikum endnu et af de nostalgiske TV-2 øjeblikke, der gør, at de forlod Nordkraft med et smil på læben og fornemmelsen af at have fået halvanden time med uendelige højdepunkter fra den dansk sangskat. Desværre var den følelse bare ikke konstant, og måske har bandet alligevel gabt for bredt i deres jagt på at ville igennem et nærmest samlet bagkatalog. I hvert fald fremstod kun et fåtal sådan "nærmest lykkelige" fra start til slut.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA