Nik & Jay: Copenhagen Pop Cartel

Nik & Jay
Copenhagen Pop Cartel

Nik & Jay: Copenhagen Pop Cartel

GAFFA

CD / Copenhagen Records
Udgivelse D. 08.03.2013
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Så er Niclas og Jannik klar med første udspil på engelsk, og ep'en Copenhagen Pop Cartel er en noget mere legesyg sag, end man normalt er vant til at høre fra de to stilsikre charmører. Der flirtes med en tung diskoteks-venlig club-lyd hist og her, og de seks numre kommer godt omkring uden dog at gøre det helt store væsen af sig.

Der er forventeligt godt med ørehængende pophooks, og de to hovedpersoners skift til et ikke helt overbevisende engelsk, gør det lettere at abstrahere fra de tekstlige tåbeligheder, der som traditionen foreskriver står i kø – og hverken Jay-Z eller salig Kurt Cobain ville næppe blive euforiske over at få en hilsen med på vejen på skamløst svulstige Ocean Of Love. Hvad laver du i øvrigt der, Søren Huss(!)? 

Kan man dog leve med drengenes Valby-engelsk, og stiller man ikke voldsomme krav til at få udfordret øregangene, er Live For Today, Clapping og United ikke dårlige bud på soundtracket til en fredag i byen. Copenhagen Pop Cartel er da bedre end et rap af en kæp, men det er næppe noget, der slår igennem i lande, hvor befolkningen har engelsk som modersmål. Ikke desto mindre kunne det let være det bedste, Nik og Jay har udgivet hidtil. Det kan man så lægge i, hvad man vil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA