Kaizers Orchestra: Store Vega, København

Kaizers Orchestra, Store Vega, København

Kaizers Orchestra: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Okay, hånden på hjertet, jeg er ikke i stand til at namedroppe samtlige sangtitler på Violeta-trilogien, hvis jeg en nat bliver vækket og forhørt af CIA (altid godt lige at låne lydmandens sætliste). At jeg alligevel (med en vis rimelighed, vil jeg dog mene), sagde "ja tak" til anmelder-tjansen, er, at jeg har fulgt Kaizers længe og vel set dem omkring seks-syv gange. Rygterne om en flok bindegale nordmænd i ren Balkan-punk med gasmasker, olietønder og trædeorgel løb som en steppebrand i starten af det nye årtusinde, og på mirakuløs vis lykkedes det mig ikke at blive trampet ihjel af bandets mildt sagt medlevende landsmænd på den nu totalt legendariske optræden på beskedne Gul Scene på Roskilde Festival 2002. Efterfølgende dykkede jeg med udelt begejstring ned i det afsindige persongalleri på debutalbummet "Ompa Til Du Dør", sunget på en syd/vestlig dialekt (bryne), som ikke engang flertallet af nordmændene forstår, i et univers af forvreden højoktans folkemusik, druk- og sømandsviser, og en besynderlig instrumentering.

Tiden går
Jeg hang på med begejstring på opfølgeren "Evig Pint", kunne sagtens høre kvaliteter på næste kapitel "Maestro", uden dog at overgive mig, men siden har Kaizers studiealbum ikke rigtigt bidt sig fast. Da bandet brød igennem var det med en chok-effekt på linie med Marilyn Manson, og den er naturligvis forsvundet med årene. Potentielt farligt for et band som Kaizers, der i den grad lever på overraskelses-momenterne og den medrivende, gakkede stemning, og så er bandet jo hellere ikke teenagere længere (guitarist Geir Zahl "Kaizer" kunne samme aften fejre 25 års dag med sin kone).

Som min 22-årige ledsager – og Kaizers-veteran – indledningsvis sagde "er han (Janove Ottesen, red.) ikke blevet ret gammel". Og, jo tiden går, og hvad det angår, kan det være en noget nådesløs beskæftigelse at være center forward, eller frontfigur i et højenergisk, adrenalin-drevet rockband. Men gråsprængt eller ej, jeg må sige at Ottesen & Co. klarede det ualmindeligt godt, og som aftenen skred frem, tror jeg ikke, at der var mange, som tænkte på dåbsattest og udløbsdato. Efter at have set en noget tam Kaizers-forestilling på Roskilde 2011 og en bedre udgave måneder senere i Tivoli var det skønt at se dem igen i deres andet hjem, Vega på Vesterbro.

Procentdelen af nordmænd var som altid anseelig, og modsat undertegnede er de tydeligvis ikke stået af på den løbende strøm af album. Publikum var sjældent medlevende og sang med på nyt som gammelt, og der blev spillet behørigt fra det nyere sangkatalog. Tempoet er sat noget ned, galskaben er tæmmet, vi nøjes nu med en enkelt gasmaske og en klejn olietønde, der kun bliver banket på et par gange, Luther er renset ud, og vi får ikke råbt "halleluja" en eneste gang. Alligevel formår Janove i front at dirigere ikke så lidt af en fest, og det er svært, ja nærmest uundgåeligt, ikke at trække på smilebåndet, når den charmerende – og altid ulasteligt klædte – sekstet folder sig ud, og i den grad formår at aktivere publikum.

Nyklassikere
Kaizers formår nok aldrig at levere en fuldtræffer som "Ompa..." igen, men det vanvittige mafioso-persongalleri følger man nu fortsat på studiealbum nummer otte, og bandet er stadig leveringsdygtige i ny-klassikere som "Din Kjole Lukter Bensin, Mor" og "En for Orgelet, En for Mig" (der lyder så bekendt, at jeg nærmest ikke fatter, at det ikke er en af de gamle!!). Selvironien er intakt, som da Janove konstaterer, at ingen skandinaviske top-sangerinder gad at deltage i en duet, da bandet er for besværlige og ikke har nogen hits, "som om det skulle være negativt!"

Guitarist Terje Vinterstø kom ud på et meget langvarigt stage-dive, mens han ufortrødent spillede solo, og vi fik en uforlignelig synkrondans mellem Ottesen og "gangster" Helga Risa, uden gasmaske. Midt i alt cirkusgøglet formår bandet også at skrive virkelig gode og ofte meget smukke sange. Som for eksempel åbningsnummeret "Aldri Vodka, Violeta", eller som aftenens højdepunkt, "Min Kvite Russer", fra Evig Pint (som bandet desværre sjældent trækker på). Et nummer, der for 90 procents vedkommende består af Ottesens vokal og Risas trædeorgel. Midt under galskaben er det tindrende smukt og fuldstændigt roligt og afbalanceret, og når Janove efter hvert omkvæd dirigerer et højlydt mandskor blandt publikum, oplever man den vildeste følelse af samhørighed og fællesskab.

Selvfølgelig lettede taget under klassikere som "Kontrol På Kontinentet", "Ompa Til Du Dør" og "Maestro", men det nyere materiale faldt også i publikums smag, selvom ikke alle sange virker lige stærke. Men at dømme efter publikumssammensætningen har Kaizers fortsat fat i ungdommen, så ingen grund til snarlig pension – selvom bandet ellers har meddelt, at de efter årets koncerter holder pause på ubestemt tid. Der var smæk for skillingen, i en koncert der passerede de to klokketimers varighed, og hvor det efterfølgende bifald var langvarigt og højlydt lang tid efter, at lyset var tændt, og båndmusikken sat i gang.

Det er meget muligt, at jeg aldrig kommer til at skamhøre "Maskineri" eller "Violeta-trilogien", men nu er det her en live- og ikke en studieanmeldelse. Og lur mig, om jeg ikke står i salen igen, hvis Kaizers igen en dag folder sig ud på Vega – og hvem ved – måske et det lige præcis ompa, jeg danser, til jeg dør.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA