
Joe Bonamassa
An Acoustic Evening at The Vienna Opera House
Joe Bonamassa: An Acoustic Evening at The Vienna Opera House
GAFFA
DVD / Provogue
Udgivelse D. 26.03.2013
Anmeldt af
Henrik Friis
Joe Bonamassa fortsætter sit arbejdsraseri, og strør om sig med udspil (ud over dette også jazzfunk med Rock Candy Funk Party), men pt. går det ikke ud over kvaliteten.
Ud over Black Country Communion er denne aften i Wiens traditionsladede operahus det bedste, han har lavet længe. Med materiale fra egen solokarriere, men i klædelig ny indpakning: De over to timer er udelukkende akustisk, men for at gøre projektet specielt har producer Kevin Shirley parret Bonamassa med irsk fiol- og banjospiller, amerikansk forstemt pianør, latin-percussionist - og svensk nyckelharpespiller! Og jo: projektet lykkes langt hen ad vejen.
Selv om Bonamassa selvfølgelig er i fokus, drejer opsætningen ham væk fra de myldrende soli og det tunge udtryk – og sætter folk, countryblues og især spillemanden i stedet, udført i fuld koncentration med sine nye kolleger, som er i tæt øjenkontakt og giver liv til en ellers stillesiddende optræden. Bonamassa bliver måske aldrig verdens største sanger og komponist, men det her er intenst og viser stærke nye sider.