x
James Blake: Overgrown

James Blake
Overgrown

James Blake: Overgrown

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 08.04.2013
Anmeldt af
Simon Nathanael

På åbningsnummeret Overgrown efterlader komponisten bas og beat under et lukket filter, mens sporadiske, fugtige klaverakkorder mådeholdent definerer tonearten kun hjemsøgt af svirpende, rytmiske diskanter. Sangskriveren brænder for alvor igennem på Our Love Comes Back og DLM med fænomenale klaver-ballader, som langsomt støves til af støjflader og en blød r'n'b-bund, mens de melankolske linjer brydes af hiphop-nummeret Take A Fall For Me feat. RZA.

Der opstår dog sprækker i lytte-ekstasen på den knapt så veldrejede Voyeur, hvor Blake udstilles som house-producer og lader dissonante vokal- og klaverloops vare ved over sparsomme, metalliske rytmer, der desværre ender med at lyde som om, der blev sparet for meget på de forkerte steder.

Teksterne kredser som små aforismer om emnerne identitet og dannelse og viser en reflekterende Blake mærket af fire års stormsucces og i fuld flugt fra de kasser, vi (medierne) har bygget omkring ham. Fællesnævneren for hans udgivelser var aldrig dubstep, men minimalisme. At universets bevægelser fragtede ham gennem Sydlondons undergrund og lod ham inspirere af det punkt i tiden, hvor basbulderet stod på, var helt arbitrært. Hans evne til at forbinde inspirationen med sin formidlingsfærdighed, altså teknikken, er det, der gør ham interessant som kunstner. Så naturligvis stoppede bevægelsen ikke der, og på sit minimalistiske fundament lader han nu et nyt hus bygge og formulerer med sin livsbane en ung musikers kategoriske imperativ: flyt dig!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA