Sukker Lyn: Megaflex

Sukker Lyn
Megaflex

Sukker Lyn: Megaflex

GAFFA

CD / CHEFF Records
Udgivelse D. 11.03.2013
Anmeldt af
Maria Therese Seefeldt Stæhr

Insisterende. Irriterende. Inviterende. Det er svært at finde de helt rette ord, for Sukker Lyn har lidt af det hele. Han er nyeste skud på stammen i Cheff Records-familien, og er der noget, de har talent for i det selskab, så er det at finde artister, der skiller sig ud. Sukker Lyns lyd er nærmest monoton og metallisk, teksterne er lette og fyldt med gentagelser – det burde være det perfekte match. Men nej. Selv om der kun er syv tracks på debutskiven, så kommer albummet til at føles timelangt. Der sker simpelthen for lidt, og ca. 1.30 min. inde i hvert track, så er man klar til det næste – ca. to min. for tidligt.

Albummet er i virkeligheden som et godt gammeldags sukkerchok: man kommer hurtigt op i gear og er klar til at hoppe rundt, men trætheden kommer flyvende lige efter, og så er suset væk. Samtidig er der noget dragende over det maniske og mørke i disse tracks. Men det kræver nok lidt røg at blive fanget helt ind i dette univers. Eller måske bare lidt ekstra sukker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA