x
Dave Grohl og Diverse kunstnere: Real To Reel

Dave Grohl og Diverse kunstnere
Real To Reel

Dave Grohl og Diverse kunstnere: Real To Reel

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 11.03.2013
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det er noget af en stjernebesætning, den gode Dave Grohl sammen med producer Butch Vig har samlet sig til soundtracket til sin glimrende dokumentar-debut om det legendariske Sound City studie i Californien, og det giver ingen mening at begynde at liste de prominente gæster op her. Det er en noget blandet – men stærkt rockende – landhandel, der møder lytteren på Real To Reel, hvor ikke alle numre har samme slagkraftige pondus, hvad kvalitet angår. Kedeligt bliver det dog aldrig.

Soundtracket er en af den slags plader, man med fordel kan plukke lidt i på iTunes alt efter forgodtbefindende, smag og behag, men trods den lidt løse struktur er der nu heller ikke noget forgjort i at nyde albummet i sin helhed, og så ellers hoppe og springe af glæde, når perler som You Can't Fix This med Stevie Nicks på betagende vokal, power-balladen From Can To Can't med en tændt Corey Taylor i Front, den Josh Homme-inficerede Centipede og det vellykkede McCartney-samarbejde Cut Me Some Slack rusker op i højtalerne.

Afslutteren Mantra er en snigende og lusket sag, der nyder godt af at være et samarbejde mellem det stærke trekløver Dave (der i øvrigt medvirker på samtlige af pladens 12 numre) Grohl, Josh Homme og Trent Reznor, der her beviser, at de virkelig burde lave et helt album sammen en dag. Der er bestemt mindre uforglemmelige stunder på soundtracket, der dog aldrig falder helt igennem, selvom den harmløse cock-rocker A Trick Med No Sleeve og punkede, men enerverende Your Wife Is Calling er tæt på. Helstøbt er det ikke – til gengæld er det helhjertet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA