Martin Hall: Phasewide, Exit Signs

Martin Hall
Phasewide, Exit Signs

Martin Hall: Phasewide, Exit Signs

GAFFA

CD / VME
Udgivelse D. 02.04.2013
Anmeldt af
Finn P. Madsen

På det første soloudspil fra Martin Hall i syv år kommer vi vidt omkring på verdenskortet. I den over 30-årige karriere har den excentriske kunstner ligeledes løftet enhver sten genremæssigt. Lige fra post-punk over avantgarde-pop til klassisk kammermusik. Nytænkning og eksperimenter er blevet undfanget på forbløffende vis. Således er det også med Phasewide, Exit Signs. Albummet er gennemført flosset i kanterne og bærer præg af at være indspillet på vidt forskellige destinationer.

Musikken er stillestående og bygget op omkring de skurrende lydeffekter. Det får Martin Halls teatralske stemmeføring, som på åbneren Emblematic, til at lyde, som om der er opbrud i luften. Muted Cries er på grænsen til det selvudslettende og rammer med Linus Carlsens pianodryppende toner og et gispende vejrtræknings-sample et sjælfuldt øjeblik. Der breder sig en sær makaber stemning på den ambient-agtige Tin Music. Det udflydende modulatorsignal og The Vista Dome Ensembles dirrende strygere ligger ikke langt fra samme skræmmende fornemmelse som en Edgar Allan Poe-rædselsnovelle.

Den underskønne Meth viser Hall som den formidable vokalist, han er. Med udsøgt fornøjelse rammer han elegant fraseringerne kun akkompagneret af piano og sagte strygere. Her smages delikat på ordene uden at forcere. Den balstyriske og bizarre Red Lips, Marble Eyes stikker søsygt ud med swingende blæsere i bedste brassband-stil tilsat et herligt hysterisk vokalarbejde. Phasewide, Exit Signs er et gennemmusikalsk roadtrip med den altid så omskiftelige hr. Hall i foruroligende god form.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA