x
The Raveonettes: Train, Aarhus

The Raveonettes, Train, Aarhus

The Raveonettes: Train, Aarhus

Anmeldt af Julie Hugsted | GAFFA

Der findes de koncerter, hvor stort set ingen skal ryge, på toilet, tale i mobil eller andet. Aftenens koncert med The Raveonettes var en af disse koncerter. The Raveonettes spillede med en enorm, men ikke pladderromantisk kærlighed til musikken, og i en verden af store og små koncerter og kunstnere, stilforvirring, svingende kvalitet og stadig mere rift om vores ører, var det, som om Sune Wagner og Sharin Foo med musikalsk overlegenhed og en ikke-stiliseret stilrenhed kiggede ud på publikum og uden ord sagde: "Hej venner, god musik er tilbage".

Sjældenheder på sætlisten

Sune Wagner udtalte til GAFFA forud for koncerten: "Vi synes, der skal udfordres på sætlisten både for os selv og for vores koncertgæster", og The Raveonettes, der ellers af mange kritiseres for ikke at tage chancer, leverede et eksplosivt show, der varierede imellem blide vokalpassager, støvet surfguitar, støjrock, hårdtpumpende bas og en nærmest provokerende insisteren på brug af backingtracks. Det var enkelt, det var lige på og hårdt og det virkede. Aftenens sæt bød på en række numre fra blandt andet ep'en "Beauty Dies" og albummene "Whip it On", "Chain Gang of Love", "Pretty in Black", "Rarities/B-Sides" og deres seneste album "Observator".

Da The Raveonettes gik på scenen, efter at publikum var blvet varmet godt op af singer-songwriteren Schultz & Forever og elektropoptrioen So So Echo, var det med et smil på læben og afdæmpet stil, og imens Sharin Foo optrådte i et lækkert sort outfit, havde Sune Wagner valgt et andet klassisk look, nemlig sweatshirt og kasket.

Støj med synth på
Begyndelsen af aftenens sæt grovede rocket, og i kombination med Sune Wagners afslappede outfit og drengede, legende appearance, sendte hele set-up'et tankerne et kort smut tilbage til de grungede 1990'ere med Psyched Up Janis. Herefter blev publikum inviteret ind i et univers af støj med synth på, atter engang med den fascinerence balance imellem de blide vokaler, de elektropoppede elementer og enorm kontrol af støjmure og lydniveauer, som gjorde aftenens koncert til en meget større oplevelse end at sætte et album med The Raveonettes på derhjemme.

Ved numre som eksempelvis "Black/White" var det nærmest provokerende, hvor store dele af nummeret, der var backingtracks, der blev suppleret af simpelt trommespil på tam og lilletromme (ved Adrian Aurelius), men det fungerede og understøttede forholdet mellem det minimalistiske og det støjende, som med stor succes prægede aftenens koncert. Koncerten bar på mange måder præg af dobbeltheder som denne, og aftenens koncert spillede på grænserne imellem det enkle og det komplekse, det fine og det rå, det vilde og det kontrollerede.

Med enkle virkemidler som lys og røg skiftede stemningerne i aftenens løb, og den prom-night rytme og stemning, som findes i numre som "Little Animal" og den nærmest Twin Peakede feeling, der knytter sig til "The Beat Dies", fungerede utroligt godt badet i dæmpet rød belysning, enkelte lysspots og ikke mindst den skarpe og støjende guitar, som Sune Wagner mestrer, og i høj grad har gjort til sit kendetegn.

Alt i alt skabte The Raveonettes en rød tråd i aftenens sæt, og noget af det fine var måske netop, at man både kunne nyde alle aftenens tre kompetente bands uden dybere refleksioner, men man kunne også opleve en lang række genre- og sceneskift og et hav af musikalske, filmiske og litterære referencer, der fløj igennem luften sammen med smukke androgyne vokaler, distortion og pumpende trommer og backingtracks.

Det var, som om bandet opnåede en art symbiotisk tilstand i løbet af koncerten, og at vokal, guitar, bas og trommer smeltede sammen for til sidst at omfavne og smelte sammen om det store publikum, som gjorde det, man alt for sjældent oplever til koncerter: de lyttede.

Aftenens koncert blev nærmest en lomme i tid og rum, hvor det føltes, som om alt stod stille, og der kun var gået fem minutter, da koncerten var ovre.  Og det var ikke, fordi de var fedtede med numrene! De blev til 17 nøje udvalgte numre, der blev præsenteret med en præcision, overbevisning, musikalsk overlegenhed og ydmyghed overfor publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA