Steven Wilson: Store Vega, København

Steven Wilson, Store Vega, København

Steven Wilson: Store Vega, København

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Med "The Raven That Refused To Sing (And Other Stories)" fulgte Steven Wilson op på sine to fremragende skiver – den ene marginalt bedre end den anden – "Insurgentes" og "Grace For Drowning" – der for alvor har været med til at cementere Wilsons position inden for den absolutte verdenselite af den eksperimenterende progressive rock. På det seneste og tredje soloalbum er det en spillevende Wilson, der ytrer okkulte gysende novelle-fortællinger via sin konceptuelle musik, der bliver varetaget af nogle vanvittig kompetente mennesker.

Denne aften på Vega stod Wilson og co. klar med en helheldsoplevelse af de helst store. Det helt store visuelle og auditive multimedie-setup med visuals og firevejs lydsystem til en ikke helt almindelig siddende koncert på Store Vega.

Kontrasterne i spil

Wilson og hans fem kompagnoner indtog scenen efter en lille halv times introseksvens på skærm, hvor "The Raven"-coveret ændrede karakter undervejs til et intensiverende lydmiljø. Uhyggen voksede, kan man vist roligt sige. Der blev lagt hårdt ud med nyt materiale og den iltre albumåbner "Luminol". Et især basdrevet nummer, hvor bassist Nick Beggs for alvor havde (første) lejlighed for at skinne med sit instrument. Allerede her blev der indlagt soli til især fløjte og synth, mens trommeslager Marco Minnemann satte barren højt fra start.

Som flere af Wilsons længdedragere er "Luminol" også et af de todelte numre, hvor den også kommer helt ned på jorden igen. Et sjovt dilemma, Wilson senere selv påpegede, da han både besidder det lavmælte, melodiske og melankolske, ligesom han er garant for det hårdt sparkende og tunge. Det betyder altså også, at der til nogle dele af hans musik er god bund for at slappe af og nyde musikken tilbagelænet, mens andre momenter kalder på et fysisk stående engagement til musikken. Ikke desto mindre vendte "Luminol" som en anden sonate tilbage til sit hårdtslående udgangspunkt.

Den sofistikerede ballade "Drive Home" fulgte stærkt efter, hvor fløjte og sax atter kom i centrum via Theo Travis' fremragende – og nærmest freejazzede indslag. Her var også eksempler på en lidt mere afdæmpet 80'er-shred fra Guthrie Govan, der ellers havde filet flittigt forinden. Usvigeligt sikre trommerul fra Minnemann fulgte i "The Pin Drop", hvorefter vi fik "Postcard" – en ballade, Wilson selv udtrykte sin tilfredshed for, da det jo "ikke er tre-fire minutters popsange, han skriver flest af", som det ironisk lød. Desværre kunne jeg ikke fra bagerst i salen se, hvad det var for et instrument, Beggs tog på sig i "The Holy Drinker", hvor Wilson overtog bassen. Men ikke desto mindre kom der nogle onde slaps, mens guitarer, synths og blæser-temaerne for alvor begyndte at tale sammen. Til tider blev det næsten orkestralt i sin storhed.

Visuals

Før "The Watchmaker" fik vi en kort videosnas, hvor et gennemsigtigt tæppe faldt ned foran scenen til stor effekt,  før bandet atter dukkede op og satte nummeret i sving, hvor der for alvor blev gjort brug af det firevejs stereosystem med knugende uhyggelige effekter, der underbyggede den grundstemning af noget ukomfortabelt og mareridtspræget, som var ved at være cementeret. Klart aftenens foreløbige højdepunkt, hvor det optimale af anlæg og visuals kom til udtryk. Igen den stærke og meget kontrastfyldte dynamik, hvor absolut ro bliver afløst af absolut desperation og en rå mur af lyd mod slutningen.

Der blev shufflet lidt mellem "Insurgentes"- og "Grace For Drowning"-materiale. Især "Index" og "Raider II" fra sidstnævnte var for alvor stærke. "Index" blev sat i værk, efter en kold og meget ondsindet stemme præsenterede, at en meget mere "fucked up" person nu skulle introduceres (efter "The Watchmaker"), hvor ting bliver gemt under gulvbrædderne: "If I collected you and put you in a little cage / I could take you out and study you every day / It isn't easy being me, it's kind of lonely work / My obligation to collecting is my only thirst". Igen med fløjtens organiske udtryk som en stor del, der constant bidrog med en organisk lyd til det ellers momentvise knugende tætte lydbillede. Et gran af håb.

Voldsomme fills

Det var der til gengæld ikke at spore i "Raider II", hvor det dystre klaver slog tonerne an for sangen, der behandler seriemord, og hvordan hjernen fungerer op til, at det utænkelige sker. Stærkt instrumentalt illustreret af Wilsons egen loopede og bit-crushede stemme, der blev sendt rundt i fire-vejs-anlægget. Herefter overtog de mere andægtige kor-symfonier, der blev afviklet fra Holzmans alter, der konstant udsmykkede med detaljer og voldsom storslåenhed. Her viste Wilson for alvor kant i sin vokal med en hård distortion, der skulle nå sit klimaks med et monumentalt og voldsomt teknisk fill fra Minnemann.  

Titelnummeret fra "The Raven That Refused To Sing (And Other Stories)" lukkede det oprindelige sæt. En smuk udgave, hvor visuals atter for alvor gav mening med musikken. De herrer vendte hurtigt retur, og vi fik "Remainder the Black Dog" direkte over i "No Twilight Within The Courts of the Sun". En solid afslutning, hvor den polyrytmiske pianofigur i førstnævnte var sublim fra Holzman, mens "No Twilight" lukkede og slukkede på tungeste maner. Sådan godt to en halv time efter, at den var sat i gang.

Steven Wilson og hans fremragende musikere leverede virkelig noget for pengene, og man må sige, at der var gjort meget ud af helhedsoplevelsen med det setup, som de havde taget med. Det er altid en svær diskussion, hvorvidt det er fedest at stå eller sidde. Humør og smagssag. For denne anmelder fungerede det, selvom der da var en kløe undervejs for at få kroppen i gang. Til gengæld er der så meget teknisk overskud at nyde fra det progressive, uhygge-spredende og nærmest free-jazzede orkester, der for alvor leverede varen på Vega med Wilsons mareridtsunivers i centrum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA