x
The Milk Carton Kids: The Ash & Clay

The Milk Carton Kids
The Ash & Clay

The Milk Carton Kids: The Ash & Clay

GAFFA

Album / Anti
Udgivelse D. 25.03.2013
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Det er ikke svært at forstå, at filminstruktøren Gus Van Sant besluttede sig for at bruge The Milk Carton Kids' musik i sin seneste film (sidste års Promised Land), da han først havde fået øjnene op for duoens mageløst smukke opdatering af klassisk amerikansk folk. Kenneth Pattengale og Joey Ryan har med deres tredje album begået en umanerligt indtagende perle af et værk udelukkende spundet om to guitarer og to stemmer, der imidlertid besidder så betagende høj klasse, at man allerede efter første gennemlytning sidder sagesløst smilende og mildt målløs tilbage.

Guitarspillet forfølger traditionelle dyder, men er i sandhed mangefacetteret, og der tegnes cirklende linjer af temmelig opfindsomt format, mens den næsten konsekvente tostemmighed slet og ret er skøn ud over alle grænser - man får fornemmelsen af, at de herrer Pattengale og Ryan har sunget sammen siden barnsben. En sjælden gang imellem bliver det hele en anelse for trægt, men det kompenseres der for med glimrende, vedkommende og indimellem ligefrem humoristiske tekster.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA