x
Rival Sons og The Balconies: VoxHall, Aarhus

Rival Sons og The Balconies, VoxHall, Aarhus

Rival Sons og The Balconies: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Rival Sons fra Long Beach, Californien har stille og roligt opbygget en solid fanbase i de senere år især takket være heftig turnévirksomhed. Således var aftenens koncert gruppens fjerde besøg i Danmark på et år – og publikum bliver større og større. Da de besøgte VoxHall i juni 2012, var stedet halvt fyldt. Denne aften var der næsten udsolgt, og publikum brølede af begejstring, allerede da bandets logo blev hejst op på bagtæppet. Entusiasmen blev ikke mindre, da gruppens fire medlemmer indtog scenen og lagde ud med "You Want To" fra deres seneste album, "Head Down".

Rival Sons blev dannet i 2008, har udgivet tre album og en ep og spiller halvtung rock med elementer af blues, soul og psykedelisk rock og tydelig inspiration fra 70'erne. "Classic rock", om man vil, og musikken kommer fra blot tre instrumenter – én guitar, bas og trommer, og så fra den mildt sagt karismatiske forsanger Jay Buchanan. Med sin lyse, vidtfavnende, kraftfulde og meget nuancerede stemme er han et stort aktiv for gruppen, og det skader heller ikke, at han ligner en fotomodel med sine skarpe ansigtstræk, lange, mørke krøller og sin røde charmeklud om halsen. Manden oser af star quality og det dér skamredne ord, der starter med x.

Scott Holiday er også en imponerende musiker. Som bandets eneste guitarist skifter han løbende mellem tunge riff, melodisk fingerspil og soloer, som der er mange af i gruppens sange, og ofte med en blueset eller psykedelisk undertone – og så ser hans skæg ud, som om det er arkitekttegnet. Trommeslager Michael Miley er sine steder nærmest hyperaktiv med fills og rundgange, andre gange nænsomt tilbageholdt, mens bassist Robin Everheart nok er gruppens mindst karismatiske medlem – han "nøjes" med at være klippefast i bunden. Alle tre musikere leverer i øvrigt flotte korindsatser.

Sættet lagde ud med en stribe af gruppens mere energiske sange, der flere gange fik gang i fællesklap og -sang, og hvor især den shufflende "All The Way" var et højdepunkt. Halvvejs talesyngende berettede Jay Buchanan humoristisk om vejen fra rodløs ung lømmel til rock'n'roll: "They said I was a colourful boy / I didn't play ball, so I couldn't get the chicks / 'Til I picked up a guitar and learned a couple licks and I went... (kort, fed solo fra Scott Holiday, red.) Well, it didn't exactly sound like that, but anyhow, you get the picture." Det er da humor.

Senere satte gruppen tempoet ned i den vuggende og ganske smukke "Jordan" med Jay Buchanan på fornem falset. Her steg snakken omkring baren dog til faretruende højder og viste, at Rival Sons' popularitet trods alt endnu ikke er stor nok til, at de kan få folk til at holde kæft under balladerne – eller også havde folk bare fået for mange øl indenbords. Så gik det bedre under den ligeledes langsomme, men anderledes tunge "Manifest Destiny Pt. 1" med en forrygende, adskillige minutter lang og meget psykedelisk guitarsolo undervejs. Sangen, der omhandler den hvide mands overtagelse af indianske områder, er en af Rival Sons' stærkeste sange, og den strålede også denne aften.

Jay Buchanan sagde ikke så meget mellem numrene, men fik dog sagt tak flere gange, rost opvarmningsbandet The Balconies (mere om disse senere), præsenteret musikerne og virkede i det hele taget veloplagt. Efter flere up-tempo-numre, blandt andet den hæsblæsende shuffle-rocker "Burn Down Los Angeles", sluttede Rival Sons i den langsomme afdeling med "Soul", der oser af blues, psykedelika og, ja, soul, og viser, at Jay Buchanan også synger fremragende i det dybere leje, som han begyndte i, inden han bevægede sig længere op i registret i løbet af sangen. Stærkt.

Efter koncerten kom Rival Sons ud til publikum, hvor de – især Jay Buchanan – nærmest blev overfaldet af fans af begge køn, der ville have taget billeder og skrevet autografer, og bandet tog sig god tid til at servicere deres støtter. Respekt for det.

Rival Sons' såvel musikalske som visuelle lighed med Led Zeppelin er åbenlys og ofte nævnt, så lad os ikke trampe mere rundt i den. Lad os nøjes med at konstatere, at selvom musikken er tilbageskuende – eller om man vil: tidløs – så er bandet ungt og fremadstormende, og med så solide sange, så glimrende musikere og en så åbenlys spilleglæde er Rival Sons et band med fremtiden foran sig. Hvis du endnu ikke har set dem, så gør det så snart, du får muligheden for det. Statistisk set går der heldigvis ikke længe, og statistisk set bliver kampen om pladsen foran scenen større.

Opvarmning: The Balconies ****

Inden Rival Sons gik på scenen, fik vi en halv times opvarmning med Toronto-bandet The Balconies. Gruppen spiller også halvtung rock og består også af fire medlemmer (om end kun tre i studiet), men har dog to guitarister. Den ene af disse er bandets sangerinde Jacquie Neville, der også er en karismatisk forsanger. Hun skifter løbende mellem ren, lys og sødmefuld vokal – ofte i versene – og hæs vrængen, ofte i omkvædene. Hun er ligeledes en glimrende guitarist og i det hele taget et frist pust i en mandsdomineret rockverden, og med sort hår og røde læber var der også en vis femme fatale-udstråling fra hende. Vi fik otte korte numre, hvoraf flere havde iørefaldende, semi-poppede omkvæd, og The Balconies fik både varmet publikum godt op – der var gang i fællesklap allerede et par numre inde i koncerten – og vist, at de har masser af potentiale. Så hold øje med dem.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA