x
The Gaslight Anthem: Store Vega, København

The Gaslight Anthem, Store Vega, København

The Gaslight Anthem: Store Vega, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Der er noget befriende over den helt enkle og – i nogles ører – rå lyd af et par guitarer, en bas og et ikke alt for overdimensioneret trommesæt. The Gaslight Anthem skærer på deres hjemmeside yderligere indtil benet og kalder – med reference til den afdøde countrysanger Harlan Howard – enkelheden for: tre akkorder og sandheden.

Det kan lyde lige en tand FOR svulstigt hér i det kølige nord. Nok har jeg haft lidt svært ved at sidde helt stille, mens jeg har lyttet mig ind på bandets produktion, inden koncerten i Vega. Alligevel har jeg en smule skepsis med mig. Er The Gaslight Anthem nu også så pågående og insisterede, når de står ansigt til ansigt med et dansk publikum?

Fanfare

Efter den indledende fanfare med indledende strofer af Guns N' Roses' "Paradise City" kunne man frygte, at bandet var blevet en smule forblændet af rampelyset. Det var heldigvis blot det øjeblik, der skulle til for, at Brian Fallon og de andre fire bandmedlemmer som kåde hundehvalpe, der bliver sluppet løs på en dugfrisk græsplæne, kunne finde det rette fokus til at sparke "High Lonesome" i gang. En sang om det farlige liv i overhalingsbanen – med pulver i stribevis – og om den fatale udgang på livet for Maria, der kom fra Nashville, blot udstyret med sit liv i en kuffert.

Meget nemmere er livet nu ikke i det næste nummer, "The '59 Sound". Et stille spørgsmål om, hvilken melodi, der skal spilles, når vi skal herfra og om de lænker vi har smedet, mens vi har været her. 3, 4 … og straks bliver det vemodige øjeblik holdt fast i "Even Cowgirls Get The Blues". Hvad er der blevet af dem, man førhen har hængt ud med, mens man selv holder fast i billedet af en outlaw med hang til Tom Petty? En stemning, der glider perfekt over i titelnummeret fra 2010-albummet "American Slang".

Stemning i øjenhøjde

Nu kan det måske lyde, som om stemningen på den måde blev malet i dunkle, grå toner. Det var absolut ikke tilfældet, tværtimod. Med Brian Fallon som energisk, humørfyldt kraftcenter – og indpisker – blev sangenes trængler og længsler bragt i øjenhøjde med et publikum, der i den grad havde taget teksterne – både i form af ord og indhold – til sig, som var de en del af standard-indholdet i livets alternative Højskolesangbog.

Det var i det hele taget befriende, at aftenen foldede sig ud som andet og meget, meget mere end blot en stund ved en jukebox med de allerkendteste og allermest sing-along-venlige hits – eller en lidt for tydelig promovering af det seneste album. Der var dog alligevel strøet numre fra det Brendan O'Brien-producerede 2012-album "Handwritten" ud over sætlisten, som samlet set tegnede en på én gang homogen og fandenivoldsk i-alle-retninger-strittende oplevelse.

Titelnummeret "Handwritten" stod fornemt, som en nutidens "Thunder Road", for nu at få overstået en reference til Bruce Springsteen, ligeledes fra New Jersey, der har inspireret The Gaslight Anthem både musikalsk og tekstmæssigt. "Mae" trækker til gengæld på lyden af U2 fra tiden omkring "The Joshua Tree".

Brian Fallon byder ikke på de store episke udregninger mellem sangene. Til gengæld forstår han at fange publikums tilråb og spille dem tilbage til salen, også selv om det indebærer at svare på mere eller mindre kærlige udsagn – fra mænd. Så er der straks mere punch over krukkeriet over, hvad der kunne menes med "gamle" sange. Var det mon i orden at gå helt tilbage til … 90'erne? Publikums begejstring var håndfast – og resultatet af en alt andet end hemmelig afstemning. Så med tre covernumre af Nirvana, Stone Temple Pilots og Pearl Jam viste Brian Fallon og kompagni, at de også kunne begå sig i dét felt.

Forrygende ekstranumre

Kort pause efter 19 numre, hvorefter scenen atter blev indtaget til et overflødighedshorn af ekstranumre. Først blev tempoet trukket en smule ned med "She Loves You", men det blev der straks efter rådet bod på med "Mulholland Drive" og "Desire", begge sange, der rummer en nærmest desperat refleksion over kærlighedens skrøbelighed – og begge sange fra "Handwritten".

Tiden blev skruet en smule tilbage med "Here's Looking At You, Kid", en sang om kvindelige bekendtskaber, der er gået tabt på vej mod toppen. Et naturligt opspil til aftenens kulmination, en forrygende udgave af The Whos alt andet lige tudsegamle "Baba O'Riley". Ingen synthesizer, bare tre guitarer, bas og trommer. Fornemt! Og gu' hjælpe mig, om ikke det overvejende ungdommelige publikum også sang udmærket med på dén klassiker om … teenage wasteland.

Turen hjem bagefter til udkants-Sjælland var lang og sen. Men det kunne ikke forstyrre oplevelsen af et band, der på en gang er nutidigt fandenivoldsk og samtidig respektfuldt tilbageskuende. Med en mere end mandshøj Jolly Roger på bagtæppet blev ihærdigheden og ukueligheden i det solidt sammentømrede band flettet fornemt sammen med publikums forventninger. De fik måske lidt mere end tre akkorder, men til gengæld et billede af verden, som man kunne spejle sig selv i. Der blæste på den måde en kraftig medvind denne aften i Vega.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA