Lana Del Rey: Tap1, København

Lana Del Rey, Tap1, København

Lana Del Rey: Tap1, København

Anmeldt af Nynne Hein Møller | GAFFA

Jeg havde forventet to scenarier ud af denne aften. Enten ville den blive ganske slem. Eller også ville den blive ganske skøn. For med en stjerne som amerikanske Lana Del Rey, der både har leveret hits og myter til pophistorien, siden hun debuterede for så kort tid siden som 2011, kan det muligvis gå begge veje.

Siden singlen "Video Games" udkom i sommeren 2011 har historierne floreret: Var Lana Del Rey i virkeligheden en ny udgave af sangerinden Lizzy Grant? Var hun platicopereret i hele ansigtet? Skrev hun sin musik selv? Kunne hun overhovedet synge live? Og var hele Lana Del Rey-personen i virkeligheden fabrikeret af et par kloge reklamemænd, som havde luret, at 1950'er-fænomener som tv-serien "Mad Men" var blevet populær og derfor havde fremstillet en popstjerne, som passede til denne tidsånd i musik- og tøjstil?

Historier har der været nok af, så derfor havde publikum denne aften i Tap1 garanteret maven fuld af forventninger. Allerede inden hovedpersonen entrerede scenen, var der skruet op for omgivelsernes effekter – løvestatuer, høje lysestager, edderkoppespind som baggrund, udstoppede fugle og palmer var blandt de ting, som udgjorde scenedekorationen på en måde, så man følte sig hensat til en film af Tim Burton.

Lana Del Rey åbnede med "Cola" fra "Paradise"-versionen (det vil sige nyeste version) af "Born to Die", og allerede med sin entre fik hun tryllebundet publikum, der kvitterede med skrig og skrål, da hun fra start af gik ned for at udveksle high fives med dem. Og med sådan en entre ved man, at man har med en vaskeægte superstar at gøre.

Iført en hvid bluse, en kort sort nederdel, skinnende mørkebrunt hår og et ansigt så fejlfrit, at det så ud, som om det var retoucheret som en magasin-forside, fik publikum præcis den mystiske Lana Del Rey, som mange sikkert havde forventet. Ikke til at gennemskue. Fake eller ej – en ting var sikker fra første nummer: stemmen holdt. Den fantastiske, stemningsfulde, melankolske og filmiske stemme, som vi kender så godt fra debutalbummet. Den holdt fuldstændig live og gjorde, at man ignorerede det noget dukke-agtige udseende og en scene-opførsel, der også hørte til blandt de pæne pigers.

Overraskende cover

Stemmen kunne heldigvis holde til lidt af hvert. Den kunne – ud over at lyde lige så dejlig og effektiv live som på plade – være både rå og blød. Som da hun leverede et overraskende cover af Nirvana-klassikeren "Heart-Shaped Box" komplet med heftig guitarbaggrund. Coverversionen var temmelig tro mod originalen, men hold op, hvor det klædte Lana Del Ray at synge igennem på den rockede måde med ekstra meget guitarstøj som baggrund. Og hvor det klædte hende at få noget kant til det lidt søde skolepige-look og lyd. En lyd, der faktisk fik endnu en tur i en anderledes retning i jazz-versionen af "Million Dollar Man", som – igen – blev leveret med fornem vokal på toppen af et stemningsfulgt klaverspil.

Hen imod slutningen af koncerten blev hits som "Ride" og "Video Games" leveret, sange der fik folk til at tænde lightere som under koncerter i fordums tid – og det levende lys fra publikum klædte ved gud de gamle flimrende mobilkameraer, der forsøgte at forevige hvert eneste sekund. Men lighterne passer jo også som fod i hose til Lana Del Reys old school-stil, der blev suppleret af alverdens videoklip, som flimrede over scenen og var med til at skære hendes image ud i pap for de fleste.

Scenen, der som sagt var dekoreret, som var det alverdens filmkulisser, var blot en af de ting, der cementerede Lana Del Rey som et "American anthem". Hun spiller absurd meget på referencer til old-school amerikansk kultur som billeder, musik og stemninger fra de tidligste store Hollywood-film, men fordi hun gør det – og tilmed i live-version – så gennemført, så holder det. Det er ikke uden grund, at kvinden har lavet et nummer ved navn "National Anthem", der blev leveret som det sidste, mens det amerikanske flag flagrede fra skærmen bagerst på scenen.

Jeg er absolut ikke blevet klogere på Lana Del Rey efter knap halvanden times koncert i Tap1. Hun er stadig lige så mystisk og svær at gennemskue som både kunstner og person. Nuvel, hun går ned til publikum flere gange og smiler på en måde, som viser, at hun sandsynligvis hygger sig med at stå på scenen. Men det er stadig på den lidt distancerende og ikke fuldstændig tilstedeværende måde. Og at al den mystik omkring hendes persona stadig er intakt, ser jeg absolut kun som et plus. For virkelige popstjerner er vel i virkeligheden gjort ud af myter. Hvem lærte for eksempel nogensinde Michael Jackson rigtigt at kende?

Lana Del Rey er fortsat et mysterium. Men hun er et mysterium, som både synger og fascinerer i en helvedes grad, når man oplever hende i levende live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA