Dúné: Train, Aarhus

Dúné, Train, Aarhus

Dúné: Train, Aarhus

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Allerede for ti år siden hørte denne anmelder om Dúné første gang. Dengang lå omtalen i en kontrovers om, hvem der var bedst af Mellerup og Klejtrup Musikefterskole. Men nu, 10 år efter, må man, uanset ståsted, bøje sig dybt i sandet. Få danske bands har, deres levetid taget i betragtning, haft så tæt sammenspilserfaring. Og det kan både mærkes og høres.

Dúné har tabt tre medlemmer inden for de sidste par år, men det gør dem på ingen måde mindre. Ikke bogstaveligt, men lydmæssigt talt. Uanset hvad anmeldere og personlig smag må mene om bandet, så synes Mattias Kolstrup at være født under en rock'n'roll-stjerne. Og det beviser han endnu engang til aftenens koncert. På DR kalder de det X Factor. Denne anmelder kalder det for karisma. Og talent, ikke mindst. For manden kan synge. Ingen tvivl om det.

Men netop tvivl virker til at være en akilleshæl for bandet. For under de nye og derfor mere ukendte sange virker det som om, at bandet trækker sig lidt tilbage fra scenekanten. Keys-spiller Ole Bjørn rammer hovedet på sømmet, da han mellem et af numrene fortæller om motivationen for deres turné: "Vi havde brug for at høre, at vores eksistensberettigelse stadig var der." Det er altså publikum, som skal bekræfte bandet og ikke omvendt. Det gør de så også i næste nummer, hvor hele salen synger med på "Let Go Of Your Love", der slutter af med et vildt dubstep stykke, hvor frontmand Mattias og førnævnte Ole Bjørn får kastet med garnet. Og det er så absolut de to herrer der styrer showets gang. Når de altså tror på det.

Det er et ungt publikum, og en del har deres forældre med. Måske det er derfor at festen for alvor først sparkes i gang tilsidst med hitsne "All That I Have", "Dry Lips" og "Heiress Of Valentina". Og der får de så også hele Train i deres hule hånd, ganske velfortjent, for Dúné er et fremragende band live. Det er bare ærgeligt, at hele salen skal koge, før Dúné også gør det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA