x
Junip: Junip

Junip
Junip

Junip: Junip

GAFFA

Album / City Slang
Udgivelse D. 22.04.2013
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Det er som kunstner i eget navn, at svenske José González har begået sine fineste sager, men ikke desto mindre er fokus nu om dage rettet på mandens gamle band Junip, der albumdebuterede med den hæderlige Fields (2010), men som faktisk blev dannet helt tilbage i slut-90'erne. Nu gælder det den selvbetitlede toer, der lyder nogenlunde som forventet – temmelig meget som González solo, men selvsagt med en rigere instrumentering og også momentant med mere råstyrke, pondus og power.

Noget evindeligt repetitivt præger store dele af Junip, der på fornem vis ofte har succes med at sætte en krog i lytteren og efterfølgende fastholde selv samme i en salig tilstand af velvære. Pænt og ufarligt er det dog ingenlunde fra start til slut, og det er fint, for det klæder trioen at bryde rytmen og mønstret og indimellem krydre udtrykket med strygere, småhidsige synths eller slet og ret en pludseligt pågående intensitet, som man ellers hverken forventer eller forbinder med bandet. González' dvaskt melankolske stemme er som altid et aktiv af de rareste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA