x
Daughter: Lille Vega, København

Daughter, Lille Vega, København

Daughter: Lille Vega, København

Anmeldt af Line Holm Christensen | GAFFA

Det var med visse forventninger, denne anmelder onsdag aften tog på Lille Vega til koncert med engelske Daughter. Trioen har for nylig udgivet sit ganske glimrende debutalbum "If You Leave", og har yderligere to officielle ep'er i bagagen.

Det lod da heller ikke til, at jeg var den eneste, der så frem til aftenens koncert. Der herskede en forventningsfuld stemning blandt publikum, der, da koncerten for alvor nærmede sig omkring klokken 22.00, ivrigt klappede når lyset ad flere omgange dæmpedes, og der var et lille ophold i den musik, der spillede inden koncerten. Publikum var klar til, at Daughter skulle gå på scenen.

Træg start blev hurtigt vendt

Og kort tid efter klokken 22.00 entrerede Daughter da også scenen. Til koncerterne har Elena Tonra, Igor Haefeli og Remi Aguilella alliereret sig med en fjerde mand, der løbende i koncerten vekslede mellem at spille på bas og keys. Så var vi på plads, publikum og band.

Forventningerne til trioen blev dog ikke indfriet med det samme, da de lagde noget trægt ud i de første to-tre sange. Her kunne ligeledes spores en stor nervøsitet hos specielt Elena Tonra, der efter første sang fnisende og meget genert bød os velkommen og takkede for, at vi var mødt op. Det virkede dog til, at det blot var disse første ord der lige skulle overvindes, for herefter blev det kun bedre og bedre.

Aftenens koncert bød således på en god blanding af sange fra "If You Leave" og de to ep'er "The Wild Youth" og "His Young Heart". Fra sidstnævnte finder man sangen "Landfill", som på denne aften på fremragende vis eksemplificerede den spændvidde Daughter besidder. I flere sekvenser står Tonras æteriske og til sider skrøbelige stemme helt alene, og man fornemmer virkelig et kæmpe sangtalent. Langsomt bygges sangen op om hendes stemme, og samspillet mellem de herrer bag Elena virker utroligt tight. Sangens noget dystre budskab "I hate your guts" fremkalder til slut et grin hos Tonra, der, for lige at være på den sikre side, fortæller os, at "I don't hate you".

Udvidet lydunivers

Aftenens højdepunkt kom uden tvivl som den næstsidste sang i form af den smukke "Youth". Og det var her, i en sang som denne, at fjerdemanden virkelig kom til sin ret. Med bassen og tangenterne skabte han en lækker bund og udvidede dermed lyduniverset med ekstra dimensioner, som klæder Daughter utrolig godt. Det samme gjorde sig gældende på singleforløberen "Smother", der ligeledes blev eksekveret med stor perfektion.

Jeg har dog en enkelt lille anke i forhold til aftens koncert, og den vedrører igen fjerdemanden. Jeg udviklede i løbet af aftenen et ambivalent forhold til hans tilstedeværelse og rolle på scenen. For når det var godt, var det virkelig godt, som det var i "Youth" (og mange flere), men ind imellem blev de tunge bastoner for dominerende, hvilket bevirkede, at specielt de små guitarnuancer desværre druknede i lydbilledet. Dette forekom dog kun i ganske få numre.

Publikum lod musikken tale

Der var en del lidt længere pauser i sættet, hvor guitarerne minutiøst blev stemt og puslet om. Dette kunne hurtigt have udviklet sig til en yderst langtrukken affære, men ved disse lejligheder tog Elena Tonra os i hånden og fortryllede os med sin generte og pigede charme.

I denne forbindelse synes det også på sin plads at knytte et par ord til aftenens publikum, som var lidt af en blandet landhandel med alt fra meget unge piger til ældre par. Selvom det var en broget flok, var der en ting, publikum var rørende enige om: vi var stille, bomstille. Dette var ikke et udtryk for dårlig stemning, nej, tværtimod var det et udtryk for først og fremmest et særdeles velopdragent publikum og et publikum, der ville musikken og lod den tale for sig selv. Der blev lyttet intenst til de smertelige og inderlige sange, mens de blev leveret, men mellem sangene var publikum bestemt ikke karrig med bifaldene.

Alt i alt leverede Daughter en fremragende koncert og beviste, at de forventninger man havde inden koncerten, var berettigede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA