x
Sort Sol: Portalen, Greve

Sort Sol, Portalen, Greve

Sort Sol: Portalen, Greve

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er få forundt at nå det niveau, Sort Sol har, når de topper. Når de er varme og entrer en helt egen shamanisk verden, hvor deres version af en rockkoncert antager karakter af en seance. Og hvor det er et privilegium at være stede blandt musikere, der vil den hvide støj så betingelsesløst. Sådan var det at opleve årets turnéstart med Steen Jørgensen og hans orkester. Som efter at have banket rusten af leverede på højeste niveau. Helt deroppe, hvor det nærmest ikke bliver bedre inden for danskrocken. Ja, rent ud på et højt internationalt plan.

Men rust skulle der bankes af, ikke mindst hos lydfolkene, der i den første halve time syntes at have meget lidt tjek på tingene. Og hvor Anders "Ace" Christensen, der normalt er en af den hjemlige scenes bedste bassister, forsvandt i et rumhelvede, mens Tomas Ortveds tromme lød alt for fersk. Der kom dog meget mere tjek på lyden, som koncerten samlede sig, og bandet for alvor begyndte at vise deres sande jeg.

Vi startede ud med et af de to nye numre, nemlig en temmelig kedelig ti minutter lang ting om den russiske ubåd, Kursk. Her spillede Lars Top-Galia en underlig guitar, der mere var mærkelig end original, mens de to andre medlemmer af den tilbageværende trio nærmest trådte vande. En meget mærkelig indledning og et nummer, der ikke vandt ved første indtryk. Men så kom der fuld besætning på, og det nye årtusindes version af onde tvillinger i form af de to The Good The Bad-guitarister, Manoj Ramdas og Adam Olsson, satte gang i deres dynamiske guitarspil og ansporede det øvrige orkester til at indtage den forventede plads via det formidable livenummer, Dog Star Man. Alligevel skulle vi gennem halvdelen af sættet, før Sort Sol for alvor var i omdrejninger og musikken fik den farlighed, som kendetegner Danmarks fedeste rockorkester.

Daughter of Sad var igen som forventet, men det var med Erlkönig, at der for alvor kom passion på drengen og den til hele koncerten fantastisk velsyngende Steen Jørgensen fik sat fuld tryk på det storladne drama. Den blev fulgt af, hvad der ligner et nyt hit i form af We Are Books, som lød som klassisk Sort Sol fra Jørgensen/Top-Galia-æraen med start på spilledåseplanet og den storladne rockballade, som efterfølgende rejser sig. Hvorefter vi endelig kom derhen, hvor orkestret ikke så sig tilbage og leverede på højeste plan. Siggimund Blue, en formidabel Who Is Afraid Of Virginia Wolf og til sidst den snerrende og fantastisk velskrevne Next Century sendte orkestret en tur i bandrummet, inden de vendte tilbage med ikke mindre end fire ekstranumre.

Let Your Fingers Do The Walking og Shaheeba Bay var som direkte fra Glamourpuss-pladen, selv om sidstnævnte blev spillet med mindre rocknerve, end dengang Peter Peter regerede i maskinrummet. Til gengæld sang Steen Jørgensen vidunderligt på førstnævnte, der virkelig er en klassiker, som er en eklatant nydelse, når ordene folder sig ud med hans klangfulde baryton. Derefter fik vi det tidlige Sort Sols store rocksang, Abyss, som første gang kom på Dagger & Guitar for 30 år siden, og som stadig er en fantastisk rocksang med Knud Odde-linjer som "want to let you in on some secret, small private one la-la-la, want to let you in on some secret, and lull you in lies la-la-la..", mens bandet bare bragede punkrocken derudad.

Alligevel var det som vanligt på Tatlin Tower, at rocktrancen for alvor indfandt sig. Her manede guitaristerne for alvor spøgelset fra salig Link Wray helt frem, som var vi til mescalinfest med Don Juan og Don Gennaro langt inde i sindets mest sindssyge afkroge, i et inferno af støj, hvor eneste holdepunkt var Steen Jørgensen, der som en krydsning mellem Don Quixote og Jim Morrison svingede sine maracas, som en okkult mester til en seance i det hinsides. Her viste orkestret, at når de vil, befinder de sig på et helt eget niveau. Og kan de nå derop over en hel koncert, ser jeg meget gerne, at de dukker op på Orange Scene om nogle måneder.

Fed koncert, der peger frem mod noget stort. Men også for lang tid i indledningen til at finde lyden og intensiteten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA