Konono No.1: Global, København N

Konono No.1, Global, København N

Konono No.1: Global, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Konono No. 1 har snart i ti års tid hersket indenfor den stil, som blev døbt Congotronics. I storbyen Kinshasa hvor diktatoren Mobuto engang regerede og alle dansede til en afart af rumba kaldet soukous, opstod en række gadebands, som spillede en ny form. En form der var stærkt tranceskabende, og hvor musikerne ville smide mikrofoner fremstillet af magneter fra gamle biler på deres kalimbaer og skabe en lyd, der var på en gang æggende og totalt overstyret. Hvor feedback blev en del af en skramlet og skurrende lyd, som var den mest syrede og avantgardistiske guitarist på spil. Bands har passeret revy fra den scene med navne som Staff Benda Bilili og Kazai All Stars, men et band har bare aldrig fraveget førstepladsen på alverdens gadehjørner, og det er Konono No.  1. Nu var de tilbage i København og scenen sat til den mest suggestive gang åndetrance, man kan forestille sig.

Orkestret er minimalistisk i lyden. Helt skrabet ind til benet. Congaspilleren har skindene så løse, at de skaber en hummende baslyd, mens han med sin dommerfløjte agerer trafikbetjent i en myldretid, hvor ingen hører efter. Trommeslageren koncentrerer sig mest om sin lilletromme, som bliver spillet som en marchtromme i et hornorkester. I midten står sangerinden, som ofte står og stener i dansen, hvis hun da ikke slår på sine to koklokker. Og så er der de virkelige solister, som betjener de to likember, som tommelfingerklavererne kaldes på de kanter. Kombinationen af de rustikke toner fra dem og de abrupte rytmer, der går længere og længere ned i den mest stenede trance, er aldeles unik. Og i de lange forløb, vi var vidne til på Global på denne svedige lørdag aften, var det som at være til en candomblé-session i Brasilien, hvor man på nethinden anede sorte kvinder hinsides støvets år, der adstadigt dansede barfodede rundt i kridhvide krinolinekjoler pulsende på store cigarer. Sådan var det selvfølgelig ikke på Global, men trancen var så dyb, og orkestret leverede alle muligheder for at række ud til ånderne i det mytologiske rum.

To sæt blev det til med dette utrolige orkester. Sangene ville køre i traditionelle kald/svar-dynamikker, og omkring mig ville alle danse denne specielle dans, hvor nydelsen var så dyb, hvor musikken var som det sygeste drug, du kan forestille dig. Hele tiden ville congaspilleren punktere forløbet som kommenterede han, afventede og gav så los. Hvorefter musikerne ville tage rytmen op i et nyt tempo, hvor især mesteren Mawangu Mingiedi ville tage bestik og så give dig lige den portion suggesterende toner, du havde behov for.

Grænseoverskridende, vidunderlig og healende musik fra orkester, der ikke har sin mage på jorden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA