x
Stoffer & Maskinen og Helsinki Poetry: Lille Vega, København

Stoffer & Maskinen og Helsinki Poetry, Lille Vega, København

Stoffer & Maskinen og Helsinki Poetry: Lille Vega, København

Anmeldt af Line Holm Christensen | GAFFA

Lørdag aften gav elektropopduoerne Stoffer & Maskinen og Helsinki Poetry dobbeltkoncert på Lille Vega i København.

Stoffer & Maskinen (****)
Aftenens første koncert står Stoffer & Maskinen for, og da de entrerer scenen, er der pænt med mennesker på Lille Vega. Med sig har Stoffer & Maskinen yderligere tre musikere, der hjælper dem gennem koncerterne.

De lægger ud med den glimrende "Kærestebrevet" fra det nyligt udsendte album "Astronaut", og rent musikalsk kommer de godt fra start. Energiniveauet i det første lange stykke tid er dog ikke prangende taget i betragtning af, at Stoffer efter et par sange postulerer, at aftenens koncert er den, Stoffer & Maskinen har set mest frem til på deres turné. De ligner nogle, der godt gider være her, men så heller ikke meget mere end det.

Det bliver der løbende lavet om på, og Stoffer alias Christoffer Budtz synes at befinde sig bedre og bedre på scenen. I takt med dette stiger også den vokalmæssige præstation, og den knægt kan virkelig synge. Det beviser han i flere sange, men særligt i "Byens Tage" fornemmer man, hvor stor en spændvidde, han stemmemæssigt er i besiddelse af. Dette gør sig ligeledes gældende i den næste sang, "Timeglasset", som for denne anmelder står som koncertens højdepunkt. Her beviser Stoffer & Maskinen, at de er gode for en særdeles velskrevet og -komponeret popsang, der gør sig utroligt godt live. Den indeholder en lækker og blød start, hvor Stoffers stemme igen kommer til sin ret, mens der er godt knald på omkvædet, hvilket giver en god dynamik til sangen.

Maskinen alias Andreas Sommer gjorde ikke meget væsen af sig denne aften. Bevares, han gjorde det han skulle og mere til, havde han blot været en del af bandet. Men eftersom navnet er Stoffer & Maskinen, havde denne anmelder forventet en lidt mere fremtrædende rolle fra Maskinens side. Dette skal læses i forlængelse af, at når Maskinen endelig kom lidt frem, fungerede det virkelig godt. Som eksempelvis i en sang som "Hånd I Hånd", hvor Maskinen bidrog med flotte andenstemmer i verset.

Stoffer & Maskinen gør det overordnet set godt. Der hersker en udmærket stemning blandt publikum, der dog ikke er helt oppe at ringe. Der bliver danset lidt hist og her, og enkelte mimer lidt med på sangene, men Stoffer & Maskinen formår dog aldrig at komme helt ud over scenekanten.

Helsinki Poetry (****) (billedet)
Efter et forholdsvist hurtigt sceneskift var det blevet Helsinki Poetrys tur til at stå for underholdningen. Ebbe Frej og Rune Vigil, som er bagmændene bag storbyaliaset, havde ligeledes lidt ekstra hjælp på scenen i form af yderligere to musikere. Helsinki Poetry havde hårde odds. I pausen var cirka halvdelen af publikum forsvundet, og det blev klart, at man enten var kommet for at høre Stoffer & Maskinen eller Helsinki Poetry. Stoffer & Maskinen trak dermed det længste strå ved at spille først. Rent musikalsk forstår jeg langt hen ad vejen, hvorfor man sætter en dobbeltkoncert op med disse to bands, men det fungerede aldrig rigtig godt, hvilket publikumsflugten var bevis på.

På trods af dette lagde Helsinki Poetry virkelig stærkt ud, og de havde da også stadig en del støtter blandt publikum, der gennem hele den første sang hujede og hvinede som en anden teenage-fanklub. Og allerede i koncertens andet nummer, "Marseille", viste Helsinki Poetry os, hvorfor vi bare skulle hvine videre. Sangen er et glimrende eksempel på en symbiose mellem Virgil og Frejs musikalske rødder – de to har en fortid i henholdsvis The Late Parade og Epo-555. Sangens tunge beat bliver sat op mod Vigils særegne og lyse stemme, og denne modsætning fungerer utrolig godt.

Rune Vigil havde en god energi. Han hoppede og sprang rundt, som havde han en fjeder monteret et vist sted. Det var en smittende energi, som fik publikum med, og som ligeledes gik glimrende i spænd med, hvad der foregik musikalsk.

Ligesom med Helsinki Poetrys debutalbum "Transport" var vi denne aften på en rejse rundt til verdens metropoler, og ja, vi besøgte mange smukke steder. Specielt, som nævnt ovenfor, viste "Marseille" sig fra sin smukkeste side, mens også "Tokyo" og "Stockholm" – som for første gang blev spillet live – viste sig at være et besøg værd.

Men så kom vi til "Pheonix". Her måtte Helsinki Poetry melde om tekniske problemer. Tekniske problemer er hvad der kan ske, og er efter min mening en del af charmen, når man spiller livemusik; man ved aldrig hvad der kan ske. Men håndteringen af situationen var denne aften måske ikke den bedste: Vigil gik nærmest demonstrativt af scenen og scenetæppet gik for, for få minutter senere at gå fra igen. Hvad skulle det til for?

Nuvel, det er hvad der kan ske, men Helsinki Poetry tabte lidt skeen med den der. Kunsten er så at samle den op igen, og det gjorde de; de fik den bare i den forkerte hånd. De næste to numre var således mærkede af situationen, og energien, både hos publikum, men i særdeleshed hos Vigil, havde fået en mavepuster.

Det var først med aftenens sidste nummer, "Manchester", at skeen atter var tilbage i den rigtige hånd, og Helsinki Poetry afsluttede – heldigvis – aftenen på fornem vis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA