x
Townes van Zandt: Sunshine Boy: The Unheard Studio Sessions & Demos 1971-1972

Townes van Zandt
Sunshine Boy: The Unheard Studio Sessions & Demos 1971-1972

Townes van Zandt: Sunshine Boy: The Unheard Studio Sessions & Demos 1971-1972

GAFFA

Album / Omnivore Recordings
Udgivelse D. 18.04.2013
Anmeldt af
Espen Strunk

Det store gennembrud indtraf aldrig, men kendere og kolleger har altid vidst, at texanske Townes Van Zandt var en decideret fremragende sangskriver. Hans hårde liv sluttede i 1997 – da var han 52 – og nu får vi så denne samling, der som titlen antyder består af henholdsvis demoer og så godt som færdige studieversioner af sange, som siden udkom i andre udgaver og sammenhænge.

Who Do You Love, her skåret helt ind til benet, eller The Rolling Stones Dead Flowers har sjældent lydt bedre – men det er naturligvis Van Zandts egne kompositioner, som løfter dette dobbeltalbum med lutter uudgivne godter til en femstjernet fornøjelse.

Hør for eksempel en 27-årig Townes få potent elektrisk modspil i Sunshine Boy, i det gyngende groovy hjørne på Where I Lead Me – og så ellers videre til højdepunkter som White Freight Liner Blues, You Are Not Needed Now og en fin, underspillet version af nøglesangen Poncho & Lefty. Der er med andre ord tale om et veritabelt overflødighedshorn fordelt over to cd'er – som sendt fra himlen, fristes man til at sige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA