x
Thee Attacks og Among Relatives: Studenterhus Aarhus

Thee Attacks og Among Relatives, Studenterhus Aarhus

Thee Attacks og Among Relatives: Studenterhus Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

Spillestedet Radar i 8000 Aarhus C lagde i november sidste år scene til Nordjyllands, ja faktisk hele Danmarks bedste upcoming rockband. Det tør jeg godt vove påstå, Thee Attacks er. Jeg anmeldte dem også i sin tid og kvitterede glædeligt med fem stjerner. Efter koncerten i aften i (set med aarhusianske briller) legendariske Stakladen, er jeg faktisk fristet til at give fuldt hus, men vi skal også passe på, at det hele ikke kammer over. Og så alligevel ikke. Og så alligevel. Naturligvis havde jeg sat kryds i koncertkalenderen, for en aften i selskab med drengene fra Thee Attacks er altid god elskov. De er stadig drenge, og det skal de blive ved med at være, så længe rock'n'roll og punk er til.

Jeg kunne fristes til at lave den såkaldte "kopier og sæt ind", men nej. Den går ikke, for gudstjenesten i Stakladen var anderledes end november-koncerten. Anderledes på den gode måde. I hvert fald i forhold til musikken, hvor der fra nordjydernes side var skruet en halv procent mere op for charmen. Koncerten var også lidt anderledes på den ærgerlige måde, eftersom den meget store sal var fyldt til alt andet end bristepunktet. At arrangøren så måske havde kigget forkert i kalenderen og i dele af lokalet stillet borde op, må være en gåde. Det var jo ikke ligefrem bankospil, der stod på programmet, og de mennesker, der trods alt havde fundet vej til bønnemødet – ja, de sad sgu ned! Derfor var der meget tomt på gulvet, da Thee Attacks vadede ind i spotlightet, og det første forsanger, Jimmy Attack, opfordrede til, var da også, at publikum kom noget tættere på. Dette gjorde han klogt i, og hans formaninger flere gange i koncerten bar da også nogenlunde frugt.

Blandingsmisbrug i verdensklasse
Det er svært for mig at sige, hvordan bandet inden koncerten laver sætlisten. Måske de slår med terninger, for rækkefølgen var helt anderledes end sidste gang, og dette gav de 60 minutter en helt anden dynamik. Begrebet "en tempofyldt start" fik en ny mening med "Take Take Take" efterfugt af "So Cold". Der blev revet godt i den elektriske seksstrengede fra den læderjakke-klædte forsanger, men mest vildt og vovet blev det, når han hæmningsløst sang sit hjerte ud i suveræne skæringer som "Can You Do It" og "E To A". Uden guitaren. Her virkede han mere frigjort, og sidemand, Terry Attack, tog på fornemmeste vis sit efternavn for pålydende og affyrede uden at kny den ene raket efter den anden.

At være til koncert med Thee Attacks er som at være stanghamrende Bacardi og skæv på samme tid. Well, jeg har faktisk ikke prøvet sidstnævnte, men jeg forestiller mig, det er sådan. Musikken og er som et blandingsmisbrug, hvor du bliver trakteret med diverse euforiserende stoffer og ikke mindst en hjemmerullet. Det er en rus, du ikke har lyst til at forlade. En verden, hvor rock'n'roll er diktatoren. Vi snakker ikke poetiske tekster, men hvem fanden går også til koncert med Thee Attacks for at sidde i et hjørne med en caffe latte og studere tekster? Det er energien og ikke mindst melodierne, der gør det – og det swinger som ind i helvede.

Arrogancen længe leve
Jimmy Attack er kongen i bandet, også uden tamburinen, som han havde ladet blive hjemme – og det ved han godt selv. Han er frontfigur og en fandens karl. På den gode måde selvfølgelig. Fra starten proklamerede han med stilsikker selvsikkerhed, at kantinen (det er Stakladen også!) skulle op og ringe, og der blev eddermame også arbejdet for sagen. Det kom den mildest talt også, så vel talt, hr. forsanger. Vel talt. Han er pigernes ven, men havde han været cowboy, ville mødrene ikke have turdet invitere ham indenfor på besøg. På scenen er han farlig, som kun forsangeren for Thee Attacks kan være det, men arrogancen lurer også lige under overfladen, og han ved godt, at han i spidsen for et sindssygt velspillende band. De ved alle sammen, de er gode. Og i rock'n'roll skal man være en lille smule arrogant, før det virker cool. Terry Attack er ikke meget smilende, spinkle Johny Attack på bas ligner en ung Franz Beckerlee, og fyrbøderen over dem alle, Ritchie Attack, viser vejen på trommer.  

Tilbage til musikken, for den var livgivende, og vi fik en god blanding af de to albums, kvartetten har udgivet. Faktisk en fordeling på omkring halv/halv og ikke mindst en, undskyld sproget, fucking vild udgave af "Johnny and I", som oprindelig er skrevet af Superheroes. Den fungerede som et henrivende hærværk, og den var blot medvirkende til, at der kom mere og mere benzin på bålet. Et bål, hvor der blandt andet blev samlet betagende brændbart materiale i form af en af undertegnedes favoritter, nemlig "Where Did All the Love Go". Kærligheden var dog absolut stadig at finde i lokalet.

Skal jeg prøve at kradse lidt i lakken omkring det musikalske udtryk, så må min eneste indvending være, at nogle af sangene ligner hinanden, så det faktisk kan være svært at skelne imellem dem. Derfor var det også ret ærgerligt, at et af bandets flotteste numre, rocksjæleren "Love In The City", først kom til sidst i sættet. Den kunne have været ideel midtvejs for at skabe en smule variation. Men det er småting, og afslutningen ved alteret med "I Know What I Want" (soundtrack til animationsfilmen "Jensen og Jensen"!) fik mig da også til at smide mine notater ad helvede til og bare lade mig flyde med den elektriske rockstrøm.  

Thee Attacks er uendelig mange ting. Vildskab, arrogance, vilje, energi og ikke mindst kærlighed. Musikken er så beskidt, at den virker ren. Så hæmningsløs at man som publikum faktisk glemmer sig selv, men bare er lige der i nuet. Som førsteelsker i verdens bedste musikfilm. Vi er så tæt på de seks stjerner som aldrig før, men jeg afleverer fem en halv med et inderligt ønske om, at Danmark snart får øjnene op for det nordjyske band. 45.000 publikummer i Parken til en eller anden popdreng og 45 publikummer i Stakladen til det pureste rock'n'roll. Bevares – ikke samme segment – men hvor var resten af Danmark?
Se Thee Attacks spille op til alt andet end kinddans her.

Support: Among Relatives ****
Well, jeg erkender blankt, at jeg ved gennemlytning af aftenens supports seneste ep-udspil gabte et par gange, men live tog de alligevel røven på mig og leverede en halv times fin og ikke mindst afvekslende rock'n'roll. Da bandet kom på scenen, var gulvet totalt tomt, men ligesom hovednavnets forsanger fik guitarist Lars Bech dog forsigtigt pustet liv i de fremmødte, der sad længere tilbage ved de opstillede borde. Bandet, der talte fire mand, lignede alle nogle, der var trådt direkte ud af 2.G. på et eller andet gymnasium, men det gjorde heller ikke noget, for det var faktisk gåpåmodet, der løftede det hele ti grader. Det var forsangeren og guitaristen, som havde deres halve times berømmelse, og hverken trommeslageren eller bassisten (også på tangenter) gjorde det store væsen af sig.   

Der blev lagt fra land med fire skæringer fra førnævnte ep, og de var faktisk også højdepunkterne. Ep'ens titelnummer, "My Heart" var frisk fra fad, og "NYC, What Are You Doing To Me?" fik mig ikke til at få lyst til rejse til New York, men tværtimod til at blive i lokalet. De to sange var meget ens i det musikalske udtryk, og derfor var det også befriende med et nummer som "Celebrate", der også lugtede godt af en lille bitte smule folk. Det lød godt, og der var tænding på scenen. Forsanger Jimmy Andersen viste ikke de store evner på elguitaren, men sangstemmen var yderst personlig med en klang af genkendelighed. Guitarist Lars Bech fik da også vist, om ikke evner, så i hvert fald et brændende engagement, og tak for det. Absolut ikke noget banebrydende band, men mindre kan vel også gøre det…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA