x
Ginman, Blachman, Dahl, Mikkelborg: Koncertsalen, Koncerthuset, DR-Byen

Ginman, Blachman, Dahl, Mikkelborg, Koncertsalen, Koncerthuset, DR-Byen

Ginman, Blachman, Dahl, Mikkelborg: Koncertsalen, Koncerthuset, DR-Byen

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det fortabte sig lidt i det dunkle, det der med, at de kaldte sig "Slowmotion-Pink". For alle vegne – i annoncer og på billetter – stod de præsenteret med deres efternavne. Ginman, Blachman, Dahl og Mikkelborg er trods alt også – hver for sig og sammen – mere etablerede navne end "Slowmotion-Pink". Så det var måske rimeligt nok, at billetterne i stedet blev solgt på de fires navne. Ikke desto mindre optrådte de altså som "Slowmotion-Pink" fredag aften i Koncertsalen (selv om de ikke selv sagde noget om dét eller andet fra scenen).

Hvad dækkede "Slowmotion-Pink" så over. Altså begrebet / navnet? Ja, man kan kun gisne. Men måske refererede det til musikkens karakter. Det var nemlig stilfærdige, melodiske, blå (snarere end pink) ballader, de fire begav sig ud i: langsomme, fint afdæmpede versioneringer af etablerede ballader snarere end hastige, eksperimenterende ridt ad ukendte spor. Ginman, Blachman, Dahl, Mikkelborg spillede ballader og improviserede undervejs, men de forblev tro over for forlæggene og i melodisk slow motion fra ende til anden, næsten.

(Blachmans temperament tillod ham ikke helt at forblive langsommelig. Han måtte bryde rytmen. Men også han formåede trods alt at forblive tro over for udgangspunktet og kontrollere sin trang til at eksplodere – selv om netop hans temperament og hans variationer langt hen ad vejen var det, der åbnede og udfordrede konstellationens samspil).

I enkelte passager mødtes de fire dog i et up-beat tempo, men når dét skete var det fint doseret i forhold til langsommeligheden.

Store dele af koncerten var – bevidst eller ubevidst – bygget op omkring Mikkelborg og hans trompet. Og det resulterede i et musikalsk univers med tydelige referencer til Miles Davis og den musik, han præsterede i slutningen af 50'erne. Tankerne passerede således revy til album som 'Round About Midnight, Kind of Blue og Sketches of Spain, selv om få af de numre, de fire spillede, reelt kunne tilskrives Davis. De fire åbnede koncerten med en uhyre smuk versionering af Nature Boy, fortsatte med bl.a. en lige så smuk versionering af Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt og sluttede med en igen-igen lige så smuk versionering af Somewhere Over The Rainbow. Og konstant tænkte man: "Det her er international klasse". Uanset om man forholder sig til forløsningen af kompositioner eller improvisationer. De fire holdt et højt niveau. Hele vejen igennem. Hver for sig og sammen. De klædte hinanden. Klædte musikken. Gav. Og lyttede. Viste, hvad kombinationen af teknisk snilde og kunstnerisk ekvilibrisme kan udmønte sig i.

Derfor var det helt på sin plads, at publikum kvitterede med stående ovationer. "Slowmotion-Pink" var en af denne anmelders hidtil største koncertoplevelser i år


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA