Mary Gauthier og Ben Glover: Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Mary Gauthier og Ben Glover, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Mary Gauthier og Ben Glover: Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sangerinden og sangskriveren Mary Gauthier, født i New Orleans, Louisiana og bosat i Nashville, Tennessee er ikke ligefrem verdensberømt i Danmark, men har dog et vist publikum herhjemme, og nu er hun draget på en lille Danmarksturné til seks byer. Andet stop på turen var Aarhus, hvor cirka 75 personer var mødt op i Lille Sal.

Mary Gauthiers indgangsvinkel til musikken er lidt atypisk, idet hun skrev sin første sang i en moden alder af 35 år. Inden da havde hun ernæret sig som blandt andet restaurantejer. Derudover har hun haft en rodløs opvækst som adoptivbarn, og hun stak af hjemmefra som 15-årig, levede som småkriminel og havnede i fængsel. Hun har desuden haft problemer med alkohol og stoffer og en seksualitet, som ikke var/er velset alle steder, så hun har noget at skrive om. Og det gør hun så.

Opvarmning: Ben Glover ****

Inden Mary Gauthier gik på scenen, fik vi en halv times opvarmning ved den nordirske, delvis Nashville-bosatte sanger og sangskriver Ben Glover. Han viste sig at være et udmærket bekendtskab med sine velskrevne, melodiske sange, som han fremførte med en ret lys og let hæs og nasal stemme, som gav visse mindelser i retning af David Gray. Vi fik både uptempo-numre og ballader, heftigt akkordspil og nænsomt finger-ditto og sange om ulykkelig såvel som lykkelig kærlighed og et portræt af en lille by og dens skæve eksistenser. På ingen måde nyskabende, men gedigent håndværk.

Mary Gauthier *****

Mary Gauthier og hendes akustiske guitar indtog scenen sammen med violinsten Michele Gazich, og parret lagde ud med "Between the Daylight and the Dark". En passende sangtitel, da der er masser af både lys og mørke i Mary Gauthiers sange – og måden, hun fremførte dem på. Til tider var hendes ret dybe og diskret hæse stemme næsten hviskende, andre gange var den talesyngende, sine steder tæt på skønsang og i passager længselsfuldt klagende. Guitarspillet skiftede fremdeles mellem fint fingerspil og mere huggende akkordspil, af og til tilsat klagende mundharpe. Michele Gazichs konstant tilstedeværende violin arbejdede også på alle tænkelige niveauer – fra det antydende og plukkende over det vemodigt drømmende til det pågående, og spillet med stor virtuositet.

Og så var der sangene. Nåja, her var der måske flere smerte end glæde. Mary Gauthier sang med stor indlevelse og sin tilpas brugte stemme om soldater, der drog i krig og ikke kom hjem ("The Rocket"). Om en kvinde, der voksede op som datter af en narkoluder, selv blev narkoluder og endte på dødsgangen – en autentisk historie i øvrigt ("Karla Faye"). Om at være alkoholiker ("I Drink"). Om forurening og grådig kapitalisme ("Sugar Cane"). Om længsel, svigt og ulykkelig kærlighed ("Cigarette Machine"). Der var ikke meget at grine ad, men smukke var de melankolske blues-, country- og folk-orienterede melodier, og ikke mindst Michele Gazichs violin, når den faldt ind som solstriber gennem mørke skyer. På sin vis virkede det ikke upassende, at Mary Gauthier smilede bredt mellem sangene. Det eksemplarisk stille publikum kvitterede med solide klapsalver til den også rent teknisk meget vellydende koncert.

To tredjedele inde i koncerten fik Gauthier og Gazich assistance af Ben Glover på akustisk guitar og kor i flere sange samt duetvokal i den nyskrevne "Another Train", og det skubbede den i forvejen gode stemning yderligere i vejret. Da treenigheden var færdige efter fem kvarter, var der stående ovationer. Det resulterede i ekstranummeret "Mercy Now", som er indspillet af flere andre kunstnere, og Mary Gauthier kunne afsløre, at der er en fortolkning indspillet af Boy George på vej. Det havde hun ikke lige set komme, men det siger lidt om sangenes gennemslagskraft. Mary Gauthier har fortjent et langt større publikum. Hun – og vi – kan heldigvis nå det endnu.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA