x
Rasmus Nøhr: Train, Aarhus

Rasmus Nøhr, Train, Aarhus

Rasmus Nøhr: Train, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

En aften i selskab med Rasmus Nøhr og hans glimrende orkester er altid en garanti for øl, pølser og popcorn. Fællessang på flydende dansk, men en aften med Nøhr er også meget andet. Noget af det, der slog mig onsdag aften på Train var, hvor autentisk manden er. Autentisk og ærlig. Han mener det, han står og gør. Det han siger. Det han viser. Han er til stede lige midt i manegen, hvor musikken spiller, og hvor der er højt til loftet. Her er der intet manuskript for, hvad der skal siges, og ikke mindst, hvad der ikke skal siges. Her er det tilladt at være sig selv.

På spillestedets hjemmeside kunne man inden koncerten læse sig frem til, at Nøhr og drengene blandt andet ville præsentere lidt nyt materiale for os. Det blev faktisk til en del, og det meste virkede legende og lovende i en koncert, der var delt op i to sæt på henholdsvis 40 minutter og en times tid. En nyt dansk band, Folkeklubben, skriver i en af deres sange, om "er du i det for pengene – eller er du en af drengene?". Nøhr og band må siges at være sidstnævnte, og de sprudlede på scenen.

Aftenens værter indtog scenen lidt efter otte, og forsangeren indledte med en ret lang introduktion, hvor han proklamerede, at der i løbet af seancen ville komme både gamle kendinge og også nye sange. Åbningen med "Ibens Klit" var ret anonym, og både band og publikum skulle lige i gang. En af aftenens to sange fra Nøhrs debutalbum, "Rasmus Nøhr", som næste år kan fejre ti (!) års jubilæum. Manden er efterhånden en rutineret ræv i dansk musik, og aftenens andet indslag, "Alderspræsident", viste da også et band, der foldede sig ud, og det samme med publikum, som hurtigt fik hænderne i vejret. Blandt andet takket være Danmarks førende humørdirektør, Jesper Pyskow på keyboard og percussion, der koncerten igennem opildnede publikum til at klappe med. Også her viste guitarist Joel Gjærsbøl en smule (visdoms) tænder, og han kom mere og mere på banen. Jakob Falgren på bas lagde den solide bund, og Jesper Elnegaard på trommer var som altid en udsøgt fornøjelse.

I gang med det farlige

Efter de første tre gamle kendinge fortalte Rasmus Nøhr, at det var tid til at komme i gang med det lidt farligere stof, nemlig de nye sange. Noget undertegnede havde glædet sig meget til. Det er altid rart, at kunstnere tør forsøge sig med nye sange, som ikke er indspillet. Det giver en spænding, både for de udøvende, men absolut også for tilhørerne. Jeg siger dermed ikke, at det altid falder lige heldigt ud, men aftenens nye sange stod fuldt ud på højde med de gamle. Nøhr tilførte det hele en ekstra dimension med sine små løjerlige historier inden de nye sange, der som altid gik rent ind hos publikum.

I bunken af nye sange var højdepunktet den stærke "Lillesøster", hvor Joel Gjærsbøl voksede på guitaren og lagde stemningsfulde billeder ind, der satte den dystre scene fra start af. En sang, jeg hørte sidste sommer, hvor Nøhr også havde den med til koncert. Her var den også god, men indendørs fik den et helt andet skær af melankoli, som løftede sangen. En sang, Nøhr skrev efter at have hørt i radioen, at tre brødre var blevet dræbt i en færdselsulykke, og tilbage sad så deres lillesøster alene. Ret stærke sager. Både med hensyn til det melodiske, men også en meget fin tekst. Rasmus Nøhr har i det hele taget formået at skrive rigtig mange gode tekster, som rører folk – og hvorfor gør de så det? Ja, måske er de nogle steder banale, men de bliver aldrig joviale, og der er altid en skarp kant, og samtidig vækker de den vigtige genkendelse hos publikum. Og så synger han jo, for det meste, om noget de fleste af os har prøvet. Kærligheden.

Aftenen bød på en del nye sange, ud af i alt 17, og de var alle klassisk Rasmus Nøhr, men det gjorde absolut ikke noget. For han er en meget dygtig sangskriver. En anden af de nye sange, som virkelig satte skub i seancen, var "Retur Sekund", hvor Nøhr endnu engang beviste sine evner som god tekstforfatter. Jeg har efterhånden oplevet ret mange knevrende publikummer på Train, men ikke denne aften, hvor de viste ikke kun stor begejstring, men også var gode til at lytte, hvor det krævedes.

Tilbage i mølposen

Efter tyve minutters tepause var det tid til aftenens anden sæt, som mest kom til at bestå af deciderede hits, hvilket bekom det aarhusianske publikum vel, men jeg stod med et eller andet lidt ambivalent forhold til det, for hvorfor ikke forsøge sig med nogle af de sange, som nærmest aldrig spilles live? Hvorfor ikke blande bolsjerne endnu mere? Det var så fremragende en oplevelse med de nye sange i første sæt, og derfor kunne der sagtens have været et par overraskelser lagt ind i andet, men det fik vi ikke – bortset fra enkelte nye sange.

Anden omgang var genhør med søde sager som "Sød Musik" med Nøhr på fløjt som ekstra instrument, og "Lige Nu og Lige Her" var også veloplagt, men det var som om, at der manglede et eller andet af den elektricitet på scenen, som var at finde i første akt med flere af de nye sange. Det virkede lidt rutinepræget uden egentlig at være det. Nøhr synger bedre end nogensinde – han synger helt ud, og der er tryk på. Det var blot som om, at der både fra Nøhrs, men også fra bandets side, var mere fokus på de nye sange. At få dem til at lyde godt – og det lykkedes til fulde. Måske fordi der var en stolthed over det nye materiale, som så fik det gamle til at træde lidt i baggrunden. Dog var der også fede, fornøjelige momenter med en lidt omarrangeret "Det Glade Pizzabud", som satte gang i gaden.

"Sommer I Europa" sluttede det ordinære sæt af med forudsigelig fællessang, og drengene var ikke fedtede med ekstranumre. Vi fik tre af slagsen, hvor spillemanden agerede både showman og dansesmølf i stor stil. Blandt andet en veloplagt "Øl På Bryggen", hvor dansemanden smed guitaren til fordel for håndholdt mikrofon og frække dansetrin. Der blev sluttet med en af de bedste sange, Rasmus Nøhr har skrevet. En mesterlig og forførende "Målløs" med en dejlig lang solo af Joel Gjærsbøl sluttede omkring to timers musik af, og jeg håber, at Nøhr næste gang vil stikke sin hånd længere ned i mølposen og lede efter de gamle sange. Hvem sagde for eksempel "Forår for Indien"? Det gjorde jeg, men tak til Nøhr og band for en fornem koncert – og Nøhr er alligevel et af de bedste eksempler på, at følger man sin drøm længere end til døren – ja, så bliver det også belønnet på en eller anden måde.  

Vi snakker fire store eller fem små stjerner, og jeg vælger at sætte underskriften ved fem små, for noget af det jeg vægter højest, er at musikerne viser, at de har lyst til det, de laver – og det må siges at være et af Nøhrs stærkeste våben denne onsdag i april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA