x
Mötley Crüe: Abbotsford Sport and Entertainment Center, Canada

Mötley Crüe, Abbotsford Sport and Entertainment Center, Canada

Mötley Crüe: Abbotsford Sport and Entertainment Center, Canada

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Siden deres comebackalbum, "Saints of Los Angeles" (2008), har Mötley Crüe turneret med jævne mellemrum i Nordamerika. Hvor de fire herrer fra The Sunset Strip sikkert ville have vanskeligt ved at fylde Forum i København, har de aldrig haft problemer med at fylde ishockeyarenaer på dette kontinent – aften efter aften, år efter år.

Hvor det europæiske publikum aldrig helt købte konceptet af show, glam, hurtige biler og masser af damer, er Mötley Crüe en del af den amerikanske rockhistorie – som hovedrepræsentant for tiden mellem L.A. Guns og Guns n' Roses. Her små 25 år efter bandets storhedstid må det konkluderes, at de aldrende mænd fra the Hollywood stadig forstår at sætte en fest af format på benene.

"Vi har nogle nye og nogle gamle numre med… og selvfølgelig massser af damer"

Bandet gør deres entre som en bokser før en kamp – op gennem publikum. De ledes af manden med leen, og letpåklædte damer siddende på skuldrene af skeletmænd. Da Mötley Crüe når scenen, sparkes "Saints of Los Angeles" i gang med et lysshow af en anden verden. Vince Neil ligner efterhånden mest af alt en bloated morfar med en dårlig hårafblegning,  men han har stadig den high-pitch stemme, som var vartegn for rock/glam-scenen i Los Angeles tilbage i 1980'erne. Neil byder velkommen og siger: "I aften har vi nogle nye og nogle gamle numre med...– og så selvfølgelig masser af damer" – et løfte, der skal vise sig at holde 100 procent stik.

Herfra bevæger vi os tibage til 1980'erne med nummeret "Wild Side" fra albummet "Girls, Girls, Girls" (1987). Allerede her har vi letpåklædte kvinder svingende i trapez højt over scenen. "Girls, Girls, Girls"-albummet var i sit tekstunivers og med den mere bluesinspirerede lyd noget mørkere end de foregående udgivelser. Det var også det sidste album, der repræsenterede bandets sidste år med Jack Danie'ls i den ene hånd og en nål i den anden. Da bandet i 1989 satte kursen mod Vancouver for at indspille "Dr. Feelgood" i samarbejde med Bob Rock, havde alle mand været igennem afvænning – en periode, der er glimrende skildret i Niel Strauss samtalebog med bandet, "The Dirt" (2001).

Mötley Crües primus motor, Nikki Sixx, er efterhånden blevet 54 år. Dog ligner han sig selv med det høje hår, krigsmalingen og et stort forbrug af Gibson Thunderbird-signaturbasser. På hver side af scenen er der en lang rampe, der går ud til publikum, så Sixx er i konstant bevægelse fra side til side og op og ned gennem hele koncerten.

Ingen 1980'er-lyd

Bandet fortsætter med greatest hits via "Shout at the Devil", "Piece of your Action" og "Same Ol' Situation". I løbet af de næste 15 minutter får vi pole dansere på scenen, strippere i alt fra sygeplejerskeuniformere til politikostumer og ikke mindst fire halvgamle mænd, der ser ud til at have en fest. Der er ingen 1980'er-lyd over aftenens koncert. Numrene er skruet op i tempo og serveres med et overskud og en lyd, der sidder lige i skabet. Tommy Lee leverer fra første fløjt ustoppeligt arbejdsraseri bag trommerne. Vi får hans legendariske trommesolo, hvor trommesættet kører rundt i rutchebane på scenen, og han til sidst hænger med hovedet nedad, oppe under loftet, og spiller trommer. Efterfølgende hejses et kæmpe piano ned fra loftet, og Mr. Lee indleder "Home Sweet Home".

Bandets første single nogensinde, "Live Wire" fra debutudgivelsen "Too Fast for Love" (1981), indleder en afslutning af format. Vi får en fortælling om de største stripklubber i Nordamerikan via nummeret "Girls, Girls, Girls", og titelnummeret fra bandets bedst sælgende album til dato – "Dr. Feelgood". Produceren af albummet "Dr. Feelgood" (1989), Bob Rock, udtalte til Blender tilbage i 2005, at det var det vanskeligste album, han nogensinde havde arbejdet på. Ingen af bandmedlemmerne kunne enes, så han måtte indspille en musiker ad gangen, mens resten af bandet holdt sig langt væk fra studiet. Til dato har albummet solgt seks millioner eksemplarer i USA alene.

Der rundes selvfølgelig af med "Kickstart My Heart" fra samme album. En sang, Nikki Sixx skrev om den aften tilbage i 1987, hvor han blev hentet tilbage til livet efter en overdosis. I dag figurerer "Kickstart My Heart", ironisk nok, både i Disney films og computerspil.

Fænomenet Mötley Crüe

Der hersker ingen tvivl om, at Mötley Crüe anno 2013 er en forretning med et image, der skal opretholdes. Om det er Tommy Lees eskapader med forskellige kvinder eller Nikki Sixx' forlovelser med kendisser (Brandi Brandt, Kat Von D osv.) er det skildret i de nordamerikanske sladderblade med jævne mellemrum. I sin selvbiografi fra 2010, "Tattoos & Tequila", gør Vince Neil det klart, at han i dag udelukkende er en hired hand i bandet. Han rejser alene og ser kun resten af bandet på scenen. Men historien og myten Mötley Crüe fungerer kun, hvis den bæres af de fire originale medlemmer, der denne aften står på scenen i det canadiske bibelbælte – en pointe, der blev slået fast, da resten af bandet forsøgte at erstatte Vince Neil med John Corabi tilbage i midt-1990'erne – og billetsalget til deres shows halveredes øjeblikkeligt.

Hvordan bedømmer man så en koncert som denne? Hvis man er gået i byen for at se noget nyskabende, dybdegående og studentikost, vil man gå skuffet hjem. Hvis man derimod er indstillet på et show og underholdning fra en tid, hvor alt ikke behøvede at være så politisk korrekt, vil man have fået fuld valuta for pengene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA