Marc Bernstein & Good People: Hymn For Life

Marc Bernstein & Good People
Hymn For Life

Marc Bernstein & Good People: Hymn For Life

GAFFA

CD / Origin Records
Udgivelse D. 02.05.2013
Anmeldt af
Ivan Rod

Den herboende, amerikanske jazzsaxofonist og -basklarinetist, Marc Bernstein, har tidligere – gentagne gange – brilleret på album. Og han gør det igen-igen på sit nye album, Hymn For Life, der er dragende smukt, melodisk melankolsk. Et kendetegn ved albummet er, at den stoftligt nærværende, næsten træagtige sax eller basklarinet smyger sig sanseligt op ad Sinne Eegs næsten lige så træagtige vokal, der til lejligheden synes formørket på den fede måde.

Vidste man ikke bedre, ville man tro, at Eeg var en sort sangerinde med årtiers vokal rutine og en hævdvunden fysiologisk tyngde. Især i et nummer som The Windmills of Your Mind fornemmer man mørket, rutinen, tyngden. Efter næsten seks og et halvt minut i selskab med Bernsteins basklarinet og Eegs vokal – intet andet – er man som lytter aldeles blød.

I andre numre som f.eks. Wand'ring og Hymn To Life får Bernstein og Eeg selskab af trommeslageren Rakalam Bob Moses, pianisten Jacob Anderskov og bassisten Jonas Westergaard. Deres fælles indsats på nævnte numre gør lytteren lige så blød. For de er vellyd og sansemættet stoflighed forenet. Mere komplekse, overvejende instrumentalnumre som Kirk & Pepper og Neil's Birds styrker bare indtrykket af, at Bernstein og hans Good People er en perfekt sammensat konstellation.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA