x
Grant-Lee Phillips: Atlas, Aarhus

Grant-Lee Phillips, Atlas, Aarhus

Grant-Lee Phillips: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den californiske sanger, guitarist og sangskriver Grant-Lee Phillips er en hyppig gæst i Danmark og besøger landet – det vil sige København og Aarhus – nogenlunde hver gang, han udgiver et album, hvilket vil sige cirka hvert andet eller tredje år. Nogle gange med band, andre gange solo. I denne omgang solo, kun bevæbnet med én akustisk guitar. Et setup, der stiller krav om et lydhørt publikum, men det var intet problem på Atlas, hvor de cirka 75 fremmødte var ganske stille, når de ikke lige klappede.

Grant-Lee Phillips havde sin kommercielle og måske også kunstneriske storhedstid i front for trioen Grant Lee Buffalo, der udgav fire solide album i perioden 1993-1998, inden de gik hver til sit – og blev gendannet for en turné i 2011. Som solist har han udgivet syv album og fået en lille, men dedikeret fanskare, og gennem hele karrieren har han haft fokus på den tidløse sangskrivning med inspiration fra rock, folk, country, blues med mere – og velskrevne, billedrige tekster. Ikke ulig giganter som Dylan, Springsteen og Young, om end ikke helt i samme vægtklasse – men dog langt over middel.

Grant-Lee Phillips lagde ud med at fortælle om sidst, han spillede i Aarhus. Det var i november 2010, hvor han havde sprængt akillessenen og dermed måtte gå på krykker og optræde siddende. Alligevel blev det en mindeværdig aften, fortalte han – en af hans bedste. Jeg husker også koncerten som god, men kan se på den anmeldelse, jeg skrev dengang, at Phillips havde svært ved at nå de højeste toner i visse sange. Det var ikke noget problem i 2013, hvor Grant-Lee Phillips' stemme viste sig fra den bedste side. Blød som en bamse strakte den sig ubesværet over flere oktaver og nåede også ubesværet op i falsetten. Sjovt nok drak Phillips stort set intet under koncerten, hverken vand eller den rødvin, der stod foran ham. Stemmen behøvede altså ingen ekstra smørelse.

Phillips' guitarspil var der heller ikke mange fingre at sætte på, bortset fra dem, han selv satte lige dér, hvor de skulle sidde. Ofte var der dømt nuanceret akkordspil tilsat nogle korte, fingerspillede passager, og lyden på westernguitaren var fortrinlig.

Godbidder fra fortiden

Grant-Lee Phillips lagde ud med et par fine sange fra sit seneste, afdæmpede album "Walking in the Green Corn", inden vi fortsatte videre tilbage i solobagkataloget. Blandt højdepunkterne var "Buffalo Hearts", hvor Phillips kom højt op i vokalregisteret, og den bluesede "Josephine of the Swamps", hvor Phillips i outroen hylede som en ulv mod Månen.

En fortolkning af Neil Youngs klassiker "Cortez the Killer" var lidt af et antiklimaks, da Grant-Lee Phillips trods alle sine kvaliteter ikke kunne formidle originalens enorme intensitet – men det er der heller ikke mange andre end Young selv, der kan. Så blev det langt bedre, da Phillips herefter serverede en perlerække af Grant Lee Buffalo-klassikere fra gruppens to første album – "Mighty Joe Moon", "Mockingbirds", "Honey Don't Think", "Lone Star Song" og "Jupiter and Teardrop". Stærke melodier og solide tekster. Pubilkum kvitterede med voldsomme klapsalver, og Phillips syntes at være i sit es og lod sig ikke påvirke af det forholdsvis beherskede fremmøde.

Herpå var det tilbage til Phillips' solosange. På et tidspunkt åbnede han for ønsker – det blev til "See America" og lidt senere Grant Lee Buffalos "Happiness". Herimellem fik vi aftenens næstsidste Grant Lee Buffalo-sang, den samfundskritiske "Stars 'n' Stripes", inden Phillips lukkede med antikrigssangen "It Ain't the Same Old Cold War, Harry", Grant Lee Buffalos "Rock of Ages" og endelig titelnummeret fra det seneste album, "Walking in the Green Corn". I alt 21 numre på lige knap halvanden time. Vi blev snydt for Phillips' nok mest kendte sang, Grant Lee Buffalos gennembrudshit "Fuzzy", men ellers var kom vi godt rundt i bagkataloget. Publikum klappede højt, Grant-Lee Phillips takkede pænt, og alt i alt var det en solid sangskriveraften. Decideret fremragende var det dog kun i kortere passager, især under de gamle Grant Lee Buffalo-numre, som stadig står stærkere end det nyere, dog stadig gedigne solomateriale. Fire stjerner med pil op.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA