Kellermensch: Radar

Kellermensch, Radar

Kellermensch: Radar

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Hvis det, der udspillede sig denne torsdag aften på Radar, skulle være opvarmning til selve Spot Festival, er barren sat helt urimeligt højt, for esbjergensiske Kellermensch leverede en koncertoplevelse af en anden verden. Intet mindre.

Efter en gang yderst habil opvarmning fra opsigtsvækkende The Awesome Welles (hold øje med dem), gik Kellermensch på Radars 360 graders scene, der sikrede publikum en totaloplevelse. Bandet arbejder for tiden på deres andet album, og koncerten i aften var tænkt som et afbræk fra arbejdet i studiet, og det var da også en spændt fjeder af en sammenspillet, stærk enhed, der indtog scenen med en ny tung, meldisk sag, som lover mere end godt for, hvad bandet går og arbejder på.

Det er dystert og mørkt messende, og den første del af sangene i aften, der er hentet fra det kommende album, går rent ind. Og det til trods for at det yderst dedikerede publikum ikke har hør dem før.

Sebastian Wolff og hans seks kumpaner lader vanvidet råde på scenen i en mesterlig maltraktering af det middelmådige. Der er ingen andre som Kellermensch, og de beviser endnu en gang, at de er i en klasse for sig med en voldsom udladning af desperation og uforfalsket sammenbidt intensitet.

Det er intet problem for bandet at fylde rummet – tværtimod fylder de 360 graders-scenen ud på imponerende vis og eksploderer i udbryd af massive lydangreb, så rummet ryster, og det slår sorte gnister fra hver en afkrog af scenen.

Det, bandet leverer, er mere end en optræden. Det er en udkrængning af sangenes univers, og det er så overbevisende, sikkert og fængslende, at man labber hver en tone i sig. Her kan man virkelig snakke blod, sved og tårer, og det er virkelig få bands, der kan mestre samme tårnhøje niveau. 

Der bliver også plads til gamle kendinge i løbet af koncerten, og vi får en truende version af Neil Youngs "Don't Let It Bring You Down", som bandet formår at få til at lyde som verdens undergang, og scenen får en solid omgang tæsk med "Rattle The Bones", hvorunder Wolff voldtager mikrofonstativet med guitaren, mens vi bliver vidner til det kontrollerede kaos, der bliver til introen til en eminent udført "The Day You Walked".

Hvordan det lykkes de syv drenge på at fremmane dæmoner af den kaliber på scenen, må guderne vide, men det er rystende effektivt, og der kan næppe være mange, der går upåvirkede hjem efter, ekstranumrene "30 Silver Coins", "Army Ants" og "Moribund Town". Verdensklasse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA