x
Kadie Elder : Caféscenen, Spot Festival

Kadie Elder , Caféscenen, Spot Festival

Kadie Elder : Caféscenen, Spot Festival

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Det er ikke nemt at levere uovertruffen livestemning i et konferencecenter-agtig foyer indrettet med flisegulv og PH-lamper. Alligevel får den kølige, melankolske elektropop fra Anders Rask og co. tiltvunget sig opmærksomheden fra foyerens festivalgæster med svulstige Moog-bas-sekvenser, tunge beat-synkoper og Rasks polerede falsetvokal.

Netop vokalen har enormt stærke popkvaliteter og gør sig faktisk bedre live end på bandets netop udgivne mini-album, hvor den fremstår en anelse fersk. På Widen Rift får Rask lov at brænde igennem og vise sit potentiale på eftertænksomme toner, som naturligt udvikles til et fængende omkvæd uden at slippe den dystert svævende fornemmelse.

Tydelig nervøsitet

Nervøsiteten er dog tydelig at spore på scenen, især mellem numrene, hvor pauserne virker som dirrende oaser, hvor ingen tager teten. Selvom der bydes på "bobler med procenter i" fra scenekanten og uddeles gratis cd'er, bliver forbindelsen mellem publikum, musikken og dens forsanger aldrig varig eller fikseret. Man kunne frygte, at ingenting er planlagt eller aftalt i forhold til, hvem der tager sig af koncertens overgange.

Umiddelbarhed kan være godt, men Anders Rask har desværre ikke medfødt publikumstække nok til, at det falder ham naturligt at henvende sig til lytterne på en åben og afslappet, eller højenergisk måde. I stedet, naturligvis præget af nervøsiteten, kommer der små ups-udbrud som fx: "Det er imponerende, at I alle sammen kan stå så stille!"; underforstået at vi tydeligvis har misforstået noget fundamentalt og altså ikke bevæger os på den tiltænkte facon. Og det duer bare ikke at tale ned til dem, der har valgt at høre netop dig frem for de 10 andre interessante koncerter i samme tidsrum. Erfaring søges.

Hold det simpelt, hvis det er simpelt

Den efterhånden klassiske elektrorock-instrumentering med vokal, trommer, guitar, bas, synth og programmering/backtrack fungerer generelt rigtig fint, men virker også lånt, måske for idoliseret og efterlignet, og ikke som en naturlig udfoldelse af melodiernes retning.

Den programmerede perkussion på den simplificerede single Simple Guy roder gevaldigt i lydbilledet sammen med diverse effekter på vokal og et insisterende synthvox-loop, og da timingen mellem trommeslager og perkussion pludselig begynder at halte, falder hele molevitten til jorden som en bævrende tallerkenkunstners første forsøg. Det er en simpel popsang med døgnradioens døgnflue-appel, så hold det for guds skyld simpelt.

Fungerer uafhængigt at lånte lydidealer

Men skærer man fedtet væk, er der saftige elementer at hente. Denne dag på to numre: The Rope I Hold midt i koncerten besidder et fremragende omkvæd og en kontrast til versets fortælling, som skaber intern dynamik i nummeret, giver det en spændstighed og lader lytteren fornemme en kerne af band-identitet i den abrupte, pausefyldte rytmesektion, som udspiler arrangementet og forløser det igen med fine, folkede korarrangementer og guitarspil - og Rasks rene, polerede, men langt fra skrøbelige vokal.

Det samme gælder Circles. Det er simpelthen sange, som fungerer uafhængigt af programmering, danseforventning og lånte lydidealer. Og det er langt det mest interessante at lytte til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA