x
Panamah : Radar, Spot Festival

Panamah , Radar, Spot Festival

Panamah : Radar, Spot Festival

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen | GAFFA

Navnet Panamah er efterhånden blevet lidt svært at slippe udenom, hvis man på det sidste har været i nærheden af enten radio eller tv. I 2011 udsendte københavner-trioen deres debutalbum "Ud Af Stilhed", sidste år kæmpehittede den københavnske trio med singlen "DJ Blues", og i år har singlen "Børn af natten" fået intensiv radio-airplay. Derudover fik gruppen også sat sit præg på årets udgave af X Factor. Derfor var det ikke så overraskende, at spillestedet Radar var stopfyldt længe inden, koncerten skulle gå i gang.

Panamahs musik er organisk elektropop med dansksprogede tekster, der bevæger sig igennem temaer som ensomhed, byliv og ungdom – gennemstrømmet af en melankoli med et underliggende håb. Sangene er fine popkompositioner med ofte iørefaldende melodier, hvor byggeklodserne blandt andet er synthesizer-flader, bluesede og soulede guitarriffs og sangerinden Amalie Stenders luftige og skrøbelige vokal, præget af et konstant sørgmodigt udtryk.
Stender var meget naturlig som frontfigur og havde en god kontakt til publikum under Spot-koncerten. Hun lod til at have hjertet med i alt, hvad hun sang, og havde en rigtig god sangstemme til genren, men da hun i en sang forsøgte med et improvisationsstykke, faldt det en smule til jorden.

Fungerede akustisk som elektronisk
Til Spot-koncerten optrådte Panamah med et liveband på seks mand. De spillede radiohittet "DJ Blues" i en udgave, der mindede om studie-indspilningen med en akustisk-præget outro, der ledte over i en remix-version af nummeret. Det var lækkert at få lidt ekstra på den front, og det viste også, at Panamahs musik kan lidt af det hele – det fungerer ikke kun i de nedbarberede akustiske sekvenser, men også i de rendyrkede elektroniske. Panamahs seneste single "Børn af natten" virkede også perfekt i det samme spændingsfelt mellem det elektroniske og organiske. Det var musik både til dansegulvet og til de stille stunder.

Indimellem kunne sangene dog godt køre i et lidt for tilbagelænet tempo, der kunne føles for langsommeligt. Det var eksempelvis tilfældet i koncertens covernummer: En version af Pat Benatar-80'er-hittet "Love is a Battlefield". Sangen blev fremført som en duet mellem guitarist Peter Lützen og sangerinden Amalie Stender kun akkompagneret af guitar, og selvom det lød fint, blev det bare en smule for kedeligt. Panamah var generelt bare bedre i deres energiske, uptempo-numre, hvor de også fik publikum bedre med – især når genkendelsens glæde viste sig ved de iørefaldende radiohits.

Panamah leverede for det meste deres velskårne pophits – både de nye og gamle – med overbevisning. Succeshistorien kommer nok til at fortsætte et stykke tid endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA