x
Kites and Komets : SCC This, Spot Festival

Kites and Komets , SCC This, Spot Festival

Kites and Komets : SCC This, Spot Festival

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

"Hver gang folk skal beskrive et rockband her på Spot, så siger de altid 'sådan lidt folket indierock med noget elektronisk på'," hørte jeg en person sige i går. Det kan der være noget om af to årsager: Enten har Spot booket overordentligt mange elektro-indierock-bands, eller også er der gået inflation i at skrive popmelodier i 125 bpm. Det vender vi tilbage til.

I Scandinavian Congress Center er Kites And Komets gået på scenen til lyden af en filtreret synthesizer-arpeggio. Beatet til It's In Your Soul lægges ovenpå, mens Mikael Kærsgaards mørkt insisterende vokal brager henover verset.

Klangen er federe live

Den dybe mellemtone i hans klang er ekstremt vedkommende, længselfuld og har en helt anden farve end på den noget lysere, über-poppede ep fra 2012. Bandet swinger fedt i det her mellemtempo, som giver de åbne akkorder på elektrisk guitar en country-agtig vibe.

Bandet har netop skrevet pladekontrakt med EMI i fredags, og den første single herfra udsendes allerede i morgen. Vi får en forsmag på den – She Lives In Neon Lights – som holdes i mellemtempoet og krydres med Nile Rodgers-agtig funkguitar, som spæder smukt til den amerikanske lyd.

Gennemtænkt sangskrivning

Singlen er godt skruet sammen og iørefaldende uden at blive kedelig. Fx ligger hooket i pre-koret (det lille stykke mellem vers og omkvæd) og ikke i selve omkvædet, som man ville forvente, og alligevel giver omkvædet det forventede løft og hæver energiniveauet. Solidt skrevet.

Gennemtænkte sange karakteriserer især første halvdel af koncerten inklusive det helt nye nummer Summer In Your Eyes – endnu et mellemtempo-track, som stadfæster et ret, for Danmark, originalt motorvejs-groove.

Obligatorisk dansepop er kedeligt

De elektroniske elementer får lov at tage mere fat i slutningen af showet på numre fra 2012-ep'en som August Copenhagen, og det skaber desværre skår i oplevelsen, når tempo flyttes fra svedig motorvej op i dansabel indie-pop. Kites falder øjeblikkeligt ned i graven af rockbands, som forsøger sig med de obligatoriske fire-flade storetrommer, guitar-riff på én streng og en synkoperet synthbas eller -akkordrundgang. Det er ærgerligt, fordi det modvirker den ret unikke identitet og retning, som de første fire numre var ved at tegne så godt.

Belonging bliver det igen interessant og fjerner sig fra den danske radiopop, med helt igennem svedige funk-riffs a la Earth, Wind and Fire, men med nynordisk stemning over sig. Desværre tager elektropoppen igen overhånd på We Can Stop Time og When Love Turns To Me.

Når trenden forsvinder...

Konstellationen med perkussionist, trommeslager, guitarister, bas og en keyboard-mand i et ørken-tørt, melankolsk, driftigt og underspillet poppet funkrock-orkester har en helt speciel appel sammen med Kjærsgaards vokal, når de bevæger sig i mellemtempoet. Det fungerer ikke lige så fedt for dem at skrive popmelodier i 125 bpm. Det sætter hurtigt publikum igang med at bevæge sig, men det har nok mere at gøre med det musikalske klima generelt end med den specifikke sang. Der er masser af disse bands på Spot og alle andre steder.

Nogle af dem har success, men som hiphoplegenden Big Daddy Kane for nylig sagde i en lignende sammenhæng: "The first thing I'd try to teach a new MC would be originality. Because I think that is so important. It's, like... whenever you're following a trend... well, trends come and go. So when that trend is gone, you're gone."

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA